|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|

Om søgefunktionen

Bekendtgørelse 29. august 1943 fra det tyske militær i Danmark om indførelse af militær undtagelsestilstand. Samtidig trådte den danske regering ud af funktion. (HSB)

Klik for større billede.

Tysk opråb om militær undtagelsestilstand i Danmark 29. august 1943. (HSB)

Klik for større billede.

En sabotageaktion på havnen i Esbjerg 6. august førte til tyske repressalier og efterfølgende generalstrejke i byen. (HSB)

Klik for større billede.

Opråb efter begravelsen af den dræbte modstandsmand Niels Erik Vangsted i Ålborg. (HSB)

Klik for større billede.

Det kommunistiske illegale blad Ugens Nyt bragte 22. august 1943 en satirisk tegning om fagforbundets forhold til besættelsesmagten. (HSB)

Klik for større billede.

Regeringen søgte med et fælles opråb 21. august uden held at mane til ro i befolkningen. (HSB)

Klik for større billede.

Naar Danmark atter er Frit fra november 1943. (HSB)

Klik for større billede.

Leksikon

N

9. april 1940

Den 9. april 1940 kl. 04.15 indledtes Operation Weserübung. Det var kodenavnet for det tyske angreb på Danmark og Norge. Tysklands primære formål med at besætte Danmark var Aalborg Lufthavn. Lufthavnen skulle bruges som mellemlandingsstation i forbindelsen med besættelsen af det strategisk vigtige Norge.
Kl. 05.30 landede de første faldskærmstropper i Aalborg – en af verdens første faldskærmsoperationer.

De tyske tropper, der besatte Danmark, bestod af ca. 40.000 mand. Egentlig modstand fandt kun sted i Sønderjylland foruden kortvarigt skyderi ved Amalienborg mellem tyske soldater og garden. I Sønderjylland blev 16 danskere dræbt og 23 blev såret. Samtidig med at det militære angreb fandt sted, fik den danske udenrigsminister P. Munch overrakt et ultimatum af den tyske gesandt Renthe-Fink. Danmark skulle opgive al modstand, og til gengæld ville dansk politisk uafhængighed og Danmarks territoriale integritet blive respekteret af Tyskland. Kl. 05.30 blev der holdt et hastemøde for regeringen på Amalienborg, og kl. 06.00 kapitulerede Danmark, men pga. kommunikationsproblemer modtog de sønderjyske soldater først ordren et par timer senere.

Herefter blev der udsendt proklamationer til den danske befolkning fra Stauning og Kongen, der blev sendt en svarnote til den tyske regering, og kl. 21 samme aften holdt Stauning en tale for Rigsdagen (se politik under besættelsen). Regeringen blev endvidere udvidet med repræsentanter fra to af oppositionspartierne (se samarbejdspolitikken). Dette skulle dels modvirke en parlamentarisk krise, og dels skulle det være med til at berolige den danske befolkning. Den danske fredsbesættelse var indledt.

(HSH)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen. En politisk historie. 2001.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

29. august 1943

Den 29. august 1943 trådte den danske samlingsregering ud af funktion, og datoen markerer dermed det officielle brud med samarbejdspolitikken. At regeringen holdt op med at fungere havde flere årsager. Det var resultatet af de uroligheder i befolkningen, som siden er blevet døbt Augustoprøret. Men det var også et resultat af, at der var ved at opstå en politisk krise partierne i mellem mht. synet på samarbejdspolitikken, samtidig med at regeringens forhold til den tyske besættelsesmagt og de forhandlinger, som samarbejdet førte med sig, kom under stigende pres.

Det stemningsskift i forhold til den tyske værnemagt, der havde fundet sted i befolkningen i løbet af 1943, var en vigtig forudsætning for begivenhederne 29. august. Augustoprøret, der bestod i en bølge af sabotage, strejker og uroligheder, der bredte sig over store dele af landet i løbet af august 1943, var et udtryk herfor. Der var nu tilsyneladende større støtte til den aktive modstand mod tyskerne. Samtidig afslørede oprøret, at regeringen var ved at miste kontrollen med dele af befolkningen. Det var et problem, fordi hele samarbejdspolitikken fortsatte succes hvilede på, at politikerne kunne holde befolkningen i ro.

Augustoprøret 
Augustoprøret betegner de uroligheder, der i sommeren 1943 bredte sig over store dele af Danmark, og som var af afgørende betydning for det officielle brud med samarbejdspolitikken, der fandt sted 29. august 1943.

Den anden faktor var den uro, der i løbet af sommeren havde bredt sig på arbejdspladserne. Forholdene for arbejderne var generelt blevet dårligere i besættelsens første år, hvor der var sket sociale nedskæringer samtidig med, at arbejdsløsheden havde været høj, og priserne var steget, uden at lønningerne var fulgt med. Fra 1943 begyndte forholdene dog at blive bedre, og arbejderne havde måske bedre overskud til at sætte sig igennem. Det skete gennem en stigende brug af ulovlige strejker. Således faldt antallet af tabte arbejdsdage pga. strejker fra 1108 dage i 1939 til 421 dage i 1940 for i 1943 at være steget til hele 29.549 tabte arbejdsdage. Ofte var der tale om, at kravene om bedre kår for arbejderne blandedes med forsøget på at skade den tyske produktion. Det sås især inden for rustningsindustrien.

Den tredje faktor var den bølge af sabotageaktioner, der ligeledes skyllede ind over landet i løbet af sommeren 1943. Modstandsbevægelsen havde efterhånden fået større opbakning i befolkningen, og ofte var det konkrete sabotageaktioner, som udløste tyske modforholdsregler, som atter udløste strejker eller bidrog til at opretholde dem. Samtidig blev tyskernes svar på sabotagen mere hårdhændet, og det bidrog til, at situationen eskalerede.

Det var en sabotageaktion 28. juli 1943 mod et tysk mineskib, Linz, på stålskibsværftet i Odense, der blev begyndelsen på Augustoprøret. Sprængningen af Linz førte til, at der blev indsat bevæbnede tyske sabotagevagter på skibet, hvilket stålskibsarbejderne ikke ville acceptere – officielt pga. sikkerhedsrisikoen. Konflikten resulterede i, at ca. 3.500 arbejdere fra 12 industrivirksomheder i Odense 4. august strejkede i sympati med arbejderne på stålskibsværftet. Forløbet endte med, at man 5. august fra tysk side indvilligede i at fjerne skibet. Det måtte fra de strejkendes synsvinkel betragtes som en sejr over den tyske værnemagt og blev også udråbt som sådan i de illegale blade.

Allerede natten mellem 5. og 6. august fandt endnu en spektakulær sabotageaktion sted – denne gang i Esbjerg. Her blev et fiskepakhus på havnen sprængt i luften, og titusinder af fiskekasser gik op i røg. Netop fiskeindustrien var central i Esbjerg, hvor man eksporterede store mængder fisk til Tyskland. Eksplosionen ledte til, at folk stimlede sammen på havnen, og her blev de tilsyneladende udsat for en noget hårdhændet behandling fra de tyskere, som skulle holde folk tilbage under slukningsarbejdet. Resultatet var flere sammenstød mellem danskere og tyske soldater, og 7. august erklærede den tyske kommandant i Esbjerg undtagelsestilstand. Undtagelsestilstanden ledte igen til proteststrejker og sammenstød samtidig med, at der udførtes flere sabotageaktioner.
I Esbjerg kulminerede begivenhederne 11. august, hvor alle byens virksomheder, butikker og offentlige kontorer lukkede, og der dermed var tale om en egentlig generalstrejke. Netop denne strejke i Esbjerg er siden blevet kendt som den første egentlige folkestrejke. Også i Esbjerg endte strejken 12. august i et kompromis mellem de strejkende og den tyske værnemagt, hvilket igen blev udråbt til en sejr for de strejkende.

Fra 13. til 23. august var der igen voldsomme uroligheder og strejker i Odense, hvor flere blev såret. Desuden spredte strejkerne sig til andre dele af landet, hvor de primært ramte på Fyn og i Jylland.
De voldsomste uroligheder fandt dog sted i Ålborg, hvor tyskernes drab på en ung modstandsmand blev den udløsende faktor. Den dræbte modstandsmand, Erik Vangsted, blev 23. august begravet i hemmelighed, hvilket ledte til stor frustration blandt ålborgenserne og igen til sammenstød med det tyske militær.
I Ålborg blev forløbet imidlertid særlig voldsomt, idet den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, General von Hanneken, bl.a. valgte at sætte kampvogne ind mod de protesterende. Syv personer blev dræbt, og 25. august indførtes der undtagelsestilstand i Ålborg. Samtidig blev den første danske modstandsmand, Paul Edvin Kjær Sørensen dømt til døden ved en tysk krigsret, hvilket også ledte til proteststrejker i Århus, hvor han kom fra.

Strejkerne kom samlet set til at omfattede 17 byer - dog med uroligheder af varierende grad. Det er dog værd at bemærke sig, at København aldrig rigtig blev omfattet af augusturolighederne. De illegale blade har sandsynligvis haft stor betydning for, at strejker og uroligheder spredte sig så vidt, som de gjorde. Bladende udlagde både begivenhederne i Esbjerg og Odense som sejre over den tyske værnemagt og var dermed med til at puste til ilden. I Ålborg ville tyskerne dog ikke længere acceptere kompromiser, for set fra værnemagtens synsvinkel var der ikke råd til igen at give efter for de protesterende.

29. august 1943
Augustoprøret havde sit udspring på industriarbejdspladserne, og det var derfor vigtigt, at regeringen fik kontrol med arbejderne. I byerne dannede de lokale politikere som regel fælles front med det socialdemokratisk dominerede fagforbund DsF, der støttede samarbejdspolitikken, og søgte at forhindre strejkerne.
Men netop på lokalt plan havde kommunistiske aktivister den bedste kontakt til arbejderne – ikke mindst fordi kommunisterne havde taget klart afstand fra samarbejdspolitikken. Samtidig var de modstandere af de sociale forringelser, der havde fundet sted i krigens første år, og som havde ramt arbejderne hårdt. De sociale forringelser havde til gengæld været den pris, som Socialdemokratiet havde betalt for at sikre samarbejdsregeringen med Venstre. På den måde havde Socialdemokratiet mistet sympati, mens kommunisterne havde vundet større opbakning blandt arbejderne.
Efterhånden som urolighederne spredtes, og det viste sig, at de lokale politikere og fagforeninger ikke kunne skabe ro, blev det derfor nødvendigt at gribe ind på nationalt plan.

På et møde 18. august forsøgte man i Nimandsudvalget at opnå enighed om et fælles opråb til befolkningen, der skulle mane til ro. Det blev dog svært at opnå enighed om opråbets ordlyd. De konservatives repræsentant i udvalget, Ole Bjørn Kraft, ønskede, at opråbet ikke blot skulle være rettet mod danskerne, men også skulle gælde de tyske soldater, som han anså for lige så ansvarlige for uroen. Desuden talte De Konservative for, at man burde fjerne statsminister Erik Scavenius, som var voldsomt upopulær og samtidig indsætte en ny regering, der kunne opnå bredere støtte i befolkningen. Et sådant træk var der dog ikke opbakning til i de øvrige partier. 
I stedet kom et samlet opråb fra regeringen til at ligge klar 21. august 1943.
Opråbet, der sendtes ud til befolkningen, henviste til nødvendigheden af at opretholde ro og orden ud fra ønsket om at sikre danske interesser og dansk sammenhold, men det havde ingen effekt.

Den 24. august indkaldtes den rigebefuldmægtigede Werner Best til førerhovedkvarteret i Berlin for at forklare den ophidsede situation i Danmark. Ligesom De Konservative nærede Best tilsyneladende håb om i Berlin at kunne vinde opbakning til at fjerne Scavenius og indsætte en ny regering, der kunne finde støtte i befolkningen. Men i Berlin var der ikke opbakning til forslaget. Her mente man, at Bests milde besættelsespolitik var slået fejl, og han fik i stedet påbud om at stille den danske regering et ultimatum, som man vidste, den ikke ville acceptere.
Ultimatumet blev overrakt til Scavenius 28. august og bestod i et krav om, at den danske regering med øjeblikkelig virkning skulle indføre undtagelsestilstand. Undtagelsestilstanden skulle bl.a. omfatte udgangsforbud mellem kl. 20.30 og 5.30, indskrænkning af restaurationernes åbningstider og indførelse af censur med tysk medvirken. Vigtigst var dog kravet om skærpede straffe for sabotage og medvirken til sabotage eller angreb mod den tyske værnemagt. Her krævedes nemlig fra 1. september 1943 indførelse af dødsstraf.

Den danske regering afviste som forventet kravene. Det blev gjort med henvisning til, at efterlevelse af de tyske krav ville gøre det umuligt for regeringen at holde befolkningen i ro. Regeringen fandt det derfor ikke forsvarligt at følge de tyske krav. Svaret faldet om eftermiddagen 28. august, og allerede den følgende nat kl. 04.00 igangsattes Operation Safari, som bl.a. bestod i værnemagtens afvæbning af den danske hær og flåde.
Samme morgen, 29. august, fik statsminister Scavenius besked om, at der var erklæret militær undtagelsestilstand i Danmark, og at den tyske værnemagt havde overtaget den danske regerings beføjelser. Den militære undtagelsestilstand varede til 6. oktober 1943. Reelt trådte regeringen ikke tilbage, men forblev i stedet hvilende – dvs. ophørte med at fungere. Regeringen var på den måde ude af funktion indtil befrielsen 5. maj 1945, hvor den formelt trådte tilbage, og en ny regering blev indsat (se befrielsesregeringen).

Fortsat samarbejde – ”Departementchefstyret” 
Den 29. august 1943 er i eftertiden blevet et symbol på det endelige brud med samarbejdspolitikken og modstandssynspunktets sejr. Helt så simpelt er billedet dog ikke. For det første er det svært at sige, hvor store dele af befolkningen, der reelt på det tidspunkt tilsluttede sig modstandsbevægelsens mål om at opnå regeringens afgang. For det andet fortsatte samarbejdet med den tyske værnemagt. Det var nu ikke længere regeringen, men i stedet departementschefer, som i forståelse med politikerne fortsatte samarbejdslinjen. Den måde at fortsætte samarbejdet på er blevet kaldt departementschefstyret.

Departementschefstyret var sammensat af administrationscheferne i ministerierne, og de fortsatte med at udføre en regerings sædvanlige funktioner, men havde ikke på samme måde som en egentlig demokratisk valgt regering det endelige politiske ansvar. Blev styret stillet over for krav, som det ikke ønskede at imødekomme, måtte tyskerne selv stå for udførelsen. Det gjaldt f.eks. sabotagebekæmpelsen, og det betød bl.a., at det tyske hemmelige politi, Gestapo, som ikke tidligere havde været aktivt i Danmark, kom til landet i september 1943.
At departementschefstyret på mange måder udgjorde en fortsættelse af den hidtil førte strategi i forhold til tyskerne kan bl.a. ses af, at de ledende politikere fortsatte med at mødes i det såkaldte 13-mandsudvalg. Herfra kunne de overvåge departementschefsstyret og rådgive om samarbejdet med tyskerne.  

Fra tysk side havde man heller ingen interesse i at stoppe samarbejdet. Især var man interesseret i at opretholde den danske landbrugsproduktion og dermed eksport til Tyskland på så højt et niveau som muligt. Det risikerede man at sætte over styr, hvis uroen i befolkningen blev for stor. Samtidig var man endnu bekymret for en mulig allieret invasion i Danmark, og man ønskede ikke et uroligt bagland.

Det var med blandede følelser, at regeringen sagde farvel til den officielle samarbejdspolitik. Selvom mange følte lettelse, var der også nogle, som var bekymrede for fremtiden og havde forsøgt at forhindre bruddet. Det gjaldt inden for Socialdemokratiet, såvel som inden for Venstre. Det er derfor ikke overraskende, at politikerne bag kulisserne fortsat forsøgte at føre den linje videre, der efter deres opfattelse havde fået Danmark bedst muligt igennem krigens første 2 ½ år.

 (LAH)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen. 2001.
Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald: Et studie i kollaboration og modstand. 1979.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Nimandsudvalget

Udvalgets officielle navn var Rigsdagens Samarbejdsudvalg. Det var et fællesudvalg, der skulle styrke det politiske samarbejde, der var etableret med samlingsregeringen. Udvalget blev nedsat 2. juli 1940 og havde foruden to repræsentanter for hver af samlingsregeringens partier en repræsentant for Retsforbundet. I den fælleserklæring, der blev udsendt til offentligheden 2. juli, hed det bl.a. ”Partierne lægger alle parti-uoverensstemmelser til side og samles til sikring af den uafhængighed og integritet, som er tilsagt vort land, og som er folkets fornemste ønske.” Endvidere indeholdt erklæringen et løfte om revision af socialforsorgen og stramning af reglerne for arbejdsløshedsunderstøttelse. Det var Venstres krav for at deltage i samarbejdet.

Det var ikke mindst det pres, der var lagt på regeringen efter Frankrigs nederlag i juni 1940 og truslen om en nazistisk magtovertagelse i landet, der var baggrunden for, at Nimandsudvalget blev nedsat. Dets formål var at styrke og effektivisere det parlamentariske arbejde under de vanskelige forhold, som samarbejdspolitikken bød. Især blev der med udvalget lagt afstand til de partier, der modarbejdede det demokratiske system. (DKP, DNSAP og Bondepartiet.)

Man kan karakterisere udvalget som et mini-parlament, hvor der kunne træffes hurtige beslutninger uden offentlighedens og tyskernes bevågenhed. Hvis et partis repræsentanter i udvalget tilsluttede sig et forslag, var det bindende for partiet på Rigsdagen. (se Politik under besættelsen). Indtil 29. august 1943 fungerede udvalget som det centrale politiske forum, hvor regeringen indhentede parlamentarisk rygdækning. Indtil 28. aug. 1943 afholdtes der i alt 314 møder. Nimandsudvalgets centrale betydning kan aflæses af, at partierne anså en post i udvalget for særdeles vigtig. Det var højtstående partimedlemmer, der fik sæde i udvalget. Eksempelvis var P. Munch, Christmas Møller, Vilhelm Buhl og Knud Kristensen medlemmer. Efter 29. august 1943, hvor landet formelt var uden regering, samledes udvalget alligevel suppleret med fire tidligere ministre, nu under betegnelsen ”Buhls Kreds”. Kredsen fungerede som rådgiver for og kontrollør af departementschefstyrets arbejde. Kredsen var bl.a. aktiv i forhandlingerne med Frihedsrådet om sammensætningen af Befrielsesregeringen.

Det formodes, at traditionen for konsensus, dvs. samarbejde og enighed, i dansk politik bl.a. har baggrund i Nimandsudvalgets samarbejde.

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Joachim Lund: Partier under pres- demokratiet under besættelsen. 2003.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Nordværk – en rustningsfabrik 

En værnemager, direktør Fritz Due Petersen, ejede en række virksomheder, som arbejdede for tyskerne. Den største hed Nordværk, og den lejede fra juli 1943 en del af General Motors anlæg på Nørrebro. I en tidligere samlehal for personbiler reparerede Nordværk her tyske flymotorer for Værnemagten. Virksomheden var derfor i modstandsbevægelsens søgelys. 

Reparationen af flymotorerne foregik i en stor hal bygget af jernbeton, som ikke umiddelbart kunne ødelægges ved en sabotageaktion. Sabotageorganisationen BOPA besluttede derfor at rette en aktion mod virksomhedens kraftcentral, som leverede elektricitet og varme til hele anlægget. Området var stærkt bevogtet med 30 – 40 danske sabotagevagter samt et tilsvarende antal tyske soldater. Rundt om fabrikken var der betonbunkers med maskingeværstillinger. 

Aktionen fandt sted den 29. januar 1944. Som det ofte var tilfældet, havde sabotørerne forbindelse til én af de danske vagter, som hjalp med at få adgang til området. Hjælperen og flere andre vagter blev holdt op, mens sabotørerne slæbende på 100 kilo sprængstof trængte frem til kraftcentralen gennem en underjordisk reparationsgang. En blokeret lem forhindrede dem i at komme op i selve kraftcentralen, så sprængladningen blev anbragt under lemmen. Sabotørerne slap bort inden eksplosionen, der var så effektiv, at både en transformator og en kompressor blev ødelagt. To SS-mænd blev dræbt ved eksplosionen. 

Nordværks reparationer af flymotorer nåede ikke det ønskede omfang, og i oktober besluttedes en lukning af virksomheden, men forinden, den 28. september, forsøgte Holger Danske endnu et anslag mod Nordværks hovedfabrik i GM’s anlæg. Denne gang med omkring 100 mand involveret; idet man var forberedt på direkte kamp med vagtstyrken. Planen var at afvæbne denne for at erobre vagternes våben. Aktionen kom ikke rigtig i gang, for ved sabotørernes afvæbning af én af de første vagter, skød han op i luften og alarmerede dermed hele vagtstyrken. Sabotørerne måtte flygte og slap bort uden tab af menneskeliv, men også uden våben. 

Efterhånden blev det ganske farligt at samarbejde med den tyske værnemagt, og den 24. november 1944 blev direktør Due Petersen likvideret på Køge Landevej af folk fra modstandsgruppen Holger Danske. 

(KMA) 

Litteratur:

Brandt, Børge og Kaj Christensen: Borgerlige partisaner BOPA. Sabotage. 1962.

Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid. 2002.

Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945. 1997.

Henrik Lundbak: Nordværk i Charlotte Appel (red.): Mentalitet og Historie 2002.

Henrik Lundbak: Nordværk i Esben Kjeldbæk (red.): Spærretid 2006.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Nürnberg- og Tokyoprocesserne

Nürnberg- og Tokyoprocesserne er betegnelsen for en række retssager, der blev ført mod højtstående personer fra især Tyskland og Japan, da 2. verdenskrig var forbi. Den 8. august 1945 blev det i London vedtaget, at Frankrig, USSR, USA og Storbritannien oprettede en international straffedomstol kaldet ”Den Internationale Militærdomstol”. Aftalen blev kaldt for London-overenskomsten. Domstolen i Nürnberg bestod af fire dommere, der skulle retsforfølge og straffe de personer fra de europæiske aksemagter (Tyskland og tysk-allierede lande), der havde begået forbrydelser mod freden eller mod menneskeheden, havde ført krig i strid med internationale traktater eller havde begået krigsforbrydelser. Den 18. oktober var anklageskriftet klar, og selve straffeprocessen fandt sted mellem 20. november 1945 og 31. august 1946 i Nürnberg. Dommene blev afsagt over to dage, og 12 personer blev dømt til døden ved hængning, tre fik livsvarigt fængsel og fire blev idømt fængselsstraffe mellem 10-20 år. Blandt de dødsdømte var den tyske Rigsmarskal Hermann Göring og den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop. I Tokyo fandt lignende retssager sted i 1946-48. Her blev syv japanere dømt til døden ud af 28 tiltalte.

(HSH) 

Litteratur:
Claus Bundgård Christensen (red.): Anden verdenskrig: leksikon. 2004.
Henning Poulsen og Aage Trommer: Den anden verdenskrig. 1995.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Naar Danmark atter er frit

Naar Danmark atter er frit var en pjece, som Frihedsrådet udsendte i november 1943. I redaktionsudvalget sad Mogens Fog, Aage Schoch og Niels Busch-Jensen. I pjecen opstillede Frihedsrådet tre efterkrigskrav:

1. Genindførelse og fremtidssikring af demokratiet.

2. Retsforfølgelse af folk, der havde optrådt unationalt og udrensning blandt rigsdags- og regeringsmedlemmer samt embedsmænd. Nedsættelse af en Parlamentarisk Kommission til undersøgelse af disses embedsførelse.

3. Straffeforanstaltninger i henhold til dansk retsbevidsthed samt lovgivning med tilbagevirkende kraft under fastholdelse af gældende strafferammer.

Pjecen indeholdt et program over den første tid efter befrielsen, og i programmet blev det slået fast, at straffeforanstaltningerne skulle foregå med ”rodfæstet dansk retsbevidsthed ad lovlig vej, således at man undgår selvjustits”. I pjecen var der desuden en liste over de persongrupper, der skulle anklages. Først var der en liste over regeringsmedlemmer og folkerepræsentanter, man mente havde været med til at bringe Danmark under tysk besættelse. Dernæst var der en liste over embeds- og tjenestemænd. Endvidere var der lister med folk fra kultur- og organisationslivet, og afslutningsvis var der lister over erhvervsdrivende, nazister, folk der havde været i tysk krigstjeneste, angivere, voldsmænd m.v. Unationale embedsmænd krævedes suspenderet, og de erhvervsdrivende skulle have deres profit konfiskeret. Vedrørende straffene mente Frihedsrådet, at det ville blive nødvendigt at udarbejde tillæg til den gældende straffelov fra 1930. Endvidere omtalte Frihedsrådet de straffe, de tiltalte skulle kunne blive idømt. I 1943 gik Frihedsrådet ikke ind for dødsstraf, men den tyske terror i de følgende år ændrede dette standpunkt. Frihedsrådet foreslog desuden, at der skulle oprettes særlige domstole til retsopgøret, idet rådet mente, at også dommere fra den bestående domstol kunne risikere at blive tiltalt.

(HSH) 

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45. 2002.
Ditlev Tamm: Retsopgøret. 1997.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen