Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sabotage mod lastbil på Esbjerg havn. (HSB)

Klik for større billede

 

Løbeseddel fra Frihedsrådet februar 1944.(HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et eksempel på tysk modterror. Schalburgtage mod Fyns Stiftstidende maj 1944. (HSB)

Klik for større billede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

!) Rostock-myten: Besæt-

   telsen som aftalt spil

 

Klik for større billede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2) De danske nazister

    som 5.-kolonne

 

Klik for større billede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3) Christian den X som

    stjernebærer

 

Klik for større billede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4) Augustoprøret som hele

    Danmarks oprør

 

Klik for større billede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5) Et kapløb om Dan-        mark?

 

Klik for større billede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leksikon

M

Ministeriet for særlige anliggender

Ministeriet for særlige anliggender er betegnelsen for et særligt ministerium, der efter befrielsen blev oprettet med det formål at varetage opgaver i forbindelse med modstandsbevægelsens afvikling. Ministeriet blev oprettet af befrielsesregeringen og eksisterede frem til november 1947.

Allerede under forhandlingerne mellem Frihedsrådet og de politiske partier om befrielsesregeringen, var der indgået aftale om, at der skulle oprettes et særligt ministerium, som bl.a. skulle beskæftige sig med sociale foranstaltninger og udbetaling af erstatninger til tidligere modstandsfolk og deres familier. Den første minister for det særlige ministerium blev Mogens Fog fra Frit Danmark. Ministeriets opgaver blev dog i realiteten delt mellem Mogens Fog og Frode Jakobsen fra Ringen.

Frode Jakobsen var blevet minister uden portefølje, dvs. uden noget særligt ansvarsområde. Mogens Fog kom overvejende til at tage sig af sociale spørgsmål, der omhandlede modstandsfolkene, mens Frode Jakobsen som tidligere formand for K-udvalget kom til at fungere som forbindelsesled til undergrundshæren, hvilket var betegnelsen for den reorganiserede modstandsbevægelse. Frode Jakobsen kom til at varetage behandlingen af nogle kontroversielle sager omhandlende modstandsbevægelsen. Det drejede sig fx om disciplinærsager over for medlemmer af modstandsbevægelsen, der havde misbrugt deres autoritet og om forholdene for de personer, som modstandsbevægelsen internerede i forbindelse med befrielsen.

Som udgangspunkt var ministeriet ikke af stor vigtighed. For det første blev modstandshæren allerede 7. maj 1945 inddraget i den regulære hær, hvilket betød, at den blev krigsministeriets ansvar. Ligeledes blev de sociale spørgsmål overdraget til kommunal forvaltning under de såkaldte kontorer for særlige anliggender, der oprettedes i købstæderne, og hvor både repræsentanter for modstandsbevægelsen og repræsentanterne for kommunernes sociale udvalg fik plads. Snarere var der tale om, at Frode Jakobsen som person profilerede ministeriet bl.a. i forbindelse med debatten om stikkerlikvideringer under besættelsen.

Dermed blev Frode Jakobsen også skydeskive for den kritik, der blev rejst mod modstandsbevægelsen særligt fra den såkaldte modbevægelses side. ”Modbevægelse” var en bred betegnelse for den gruppe af bl.a. politikere og debattører, som forholdt sig kritisk til nogle af modstandsbevægelsens forhold, herunder stikkerlikvideringerne og kravet om, at retsopgøret skulle være meget strengt. Betegnelsen knytter sig bl.a. til professor Hal Koch, men også til politikere fra de store partier herunder socialdemokraten Hartvig Frisch og venstremanden Svenning Rytter.

Fra november 1945 blev Per Federspiel minister for særlige anliggender i den nye venstreregering under Knud Kristensen. Ved denne regerings fald i 1947 blev også ministeriet nedlagt.

  (LAH)

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Stefan Emkjær: Stikkerdrab. 2000.

Henrik Lundbak: Modstandsbevægelsen i regeringen 1945, i H. Dethlefsen og H. Lundbak (red.): Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. 1998.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Modstandsbevægelsen

Modstandsbevægelsen er betegnelsen for de grupper af personer, der på forskellige tidspunkter under besættelsen valgte at yde modstand mod den tyske besættelsesmagt. Generelt var modstandsbevægelsen et byfænomen, der ikke fandt fodfæste på landet. Den nåede aldrig som samlet styrke over 2 % af befolkningen. (Den franske er beregnet til 4,3 %)

Modstanden havde mange forskellige former. Nogle skjulte og husede eftersøgte sabotører eller fungerede som kurerer for modstandsfolk, andre skrev, trykte og distribuerede illegale blade, mens andre udøvede forskellige former for sabotage. Den største gruppe udgjordes af de såkaldte ventegrupper, der blev uddannet, forsynet med materiel og holdt i beredskab til at gå i aktion ved en allieret invasion.

Den typiske modstandsmand var en ung bybo af hankøn og politisk placeret på yderfløjene hos DKP eller Konservativ Ungdom. Fra vinteren 1943/44 blev rekrutteringsgrundlaget efterhånden bredere, og flere og flere erhvervsgrupper blev repræsenteret. Der var også eksempler på både mænd og kvinder, som helt uden partipolitisk begrundelse gik ind i modstandsbevægelsen. I nogle tilfælde synes tilfældigheder at have bragt folk ind i det illegale arbejde.

Danmarks kommunistiske parti DKP var pionererne i den danske modstandsbevægelse. Da DKP blev forbudt ved lov 22. august 1941 fortsatte partiet sit arbejde i illegalitet. Partiet bekæmpede fra da af den tyske besættelsesmagt og samarbejdspolitikken. I april 1942 dannede DKP frontorganisationen Frit Danmark, der også var navnet på et illegalt blad. Frit Danmark var et forsøg på at skabe en national enhedsfront med borgerlig deltagelse, og bladet må karakteriseres som kommunisternes forsøg på at påvirke opinionen i det borgerlige Danmark.

I foråret 1942 begyndte det lille højreorienterede parti Dansk Samling i samarbejde med den engelske organisation SOE (Special Operations Executive) at udfolde illegale aktiviteter.

En anden organisation Ringen, hvis leder var Frode Jakobsen udførte i begyndelsen ikke illegalt arbejde men var en sammenslutning af tværpolitiske studiekredse og faggrupper til forsvar for danskhed og demokrati. Indtil august 1943 virkede Ringen udelukkende med oplysning og information rettet mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikken.

16. september 1943 dannede Frit Danmark og Dansk Samling i samarbejde med Ringen Frihedsrådet; først herefter kan man tale om en samlet dansk modstandsbevægelse.

Grupperinger i modstandsbevægelsen, der stod uden for Frihedsrådet, og som placerede sig politisk på højrefløjen, var foreningen ”Det frie Nord”, Sct. Georgsgilderne, terrænsportsforeninger samt grupper rekrutteret fra KU (Konservativ Ungdom), herunder ”Hjemmefronten”, oprettet i slutningen af 1942, ”Studenternes Efterretningstjeneste”, hvis blad udkom fra november 1942, ”Nordisk Front”, ”Nordisk Frihed” og ”Kirkens Front”.

DKP forblev dominerende i modstandsarbejdet, som fra efteråret 1942 indebar organiseret sabotagevirksomhed. Men først 1943 blev modstandsbevægelsens egentlige gennembrudsår. Partiet spillede en væsentlig rolle det såkaldte Augustoprør 1943, der afstedkom regeringens formelle tilbagetræden 29. august. Dermed var der officielt sat punktum for samarbejdspolitikken, der dog blev videreført af embedsmænd i ministerierne. Men fra modstandsbevægelsens side blev 29. august betragtet som en sejr.

Indtil langt ind i 1944 forblev DKP og Dansk Samling de afgørende kræfter i den illegale bevægelse. Kommunisterne koncentrerede sig om sabotagevirksomhed, mens Dansk Samling sammen med et stort antal KU’er stod for oprettelsen af militære enheder, der ved en allieret invasion skulle indsættes mod de tyske tropper i Danmark. Det var denne gren af modstandsbevægelsen, der blev støttet af den engelske organisation SOE. Dette billede ændrede sig i krigens slutfase. Ved årsskiftet 1944/45 havde modstandsbevægelsen ca. 20.000 medlemmer, fire måneder senere 50.000, hvoraf de fleste indgik i de militære enheder. Over 10.000 mennesker endte i tyske koncentrationslejre eller i Frøslevlejren pga. modstandsarbejde.

Frihedsrådet opnåede gennem forhandlinger ni af de 18 ministerposter i befrielsesregeringen, men da modstandsbevægelsen ikke optrådte med en fælles profil ved Oktobervalget 1945 tilfaldt kun 22 af folketingets 148 mandater de partier (DKP og Dansk Samling), der klarest repræsenterede modstandsbevægelsen.

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45. 2002.
Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen. En politisk historie. 2001. Hedda Lundh: Ikke noget theselskab. 2002.
Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede. 1973.
Aage Trommer: Das Bild der Deutschen in der illegalen Presse Dänemarks. I Kultur Propaganda Öffentlichkeit. Udg. af Wolfgang Benz m.fl. 1998.
Aage Trommer: Disse fem år.  2001.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Modstandsbevægelsen efter befrielsen/Hjemmeværn

Lederen af SHAEF Mission to Denmark, den britiske general Dewing, havde allerede i februar. 1945 rettet henvendelse til den kommende statsminister Vilhelm Buhl for at informere ham om de allieredes erfaringer mhp. at gennemføre en afvæbning og hjemsendelse så gnidningsfrit som muligt. Det var i overensstemmelse med Dewings anbefalinger, når der godt en måned efter befrielsen blev åbnet mulighed for, at frihedskæmpere midlertidigt kunne gøre tjeneste i hæren og søværnet, og der senere blev gennemført en lov, som gjorde det muligt for modstandsbevægelsens befalingsmænd at overgå til en karriere inden for værnene. Dewing havde desuden advaret imod at stille for bastante krav om aflevering af modstandsbevægelsens våben, men fra slutningen af maj 1945 pressede han selv på over for Udenrigsministeriet og general Ebbe Gørtz for at opnå aflevering af de tyske våben, der var kommet i modstandsbevægelsens besiddelse. Kravet blev dog mødt med indsigelse fra især Frode Jakobsen, og spørgsmålet fandt ikke en løsning, inden SHAEF Mission to Denmark indstillede sine aktiviteter.

Våbenspørgsmålet kobledes sammen med det krav om oprettelse af et hjemmeværn, som oprindeligt var blevet rejst af den jyske nedkastningschef Toldstrups pressionsgruppe Frihedskæmpernes Forbund, men siden overtaget af Frihedsbevægelsens Samråd og dermed blevet et officielt krav fra modstandsbevægelsens side. Forsvarsminister Ole Bjørn Kraft fremlagde 9. august 1945 et forslag fra Samrådet om et foreløbigt hjemmeværn for regeringen, men erklærede sig samtidig som modstander af det med den begrundelse, at det ville foregribe en kommende forsvarsordning. Den løbende hjemsendelse af modstandsfolkene – i mange tilfælde med våben iht. modstandsregionernes varierende praksis – udgjorde dog et pres for at finde en ordning.

Generalkommandoen udsendte 4. september 1945 en meddelelse til regionerne om, at der ville blive åbnet mulighed for at danne hjemmeværnsforeninger under Krigsministeriets kontrol, og at kun de medlemmer, der ønskede at indtræde i disse foreninger, kunne hjemsendes med våben. Kraft forsøgte 6. oktober 1945 at forelægge et forslag til en overenskomst mellem krigsministeriet og hjemmeværnsforeningerne for befrielsesregeringen, men denne var på det tidspunkt reelt holdt op med at fungere, og en formalisering af forholdet fandt først sted 31. maj 1946 ved en overenskomst mellem Danske Hjemmeværnsforeningers Landsforbund og Krigsministeriet. Frem til 1948 dannedes 282 hjemmeværnsforeninger. Fra 1949 blev Hjemmeværnet en statslig organisation, hvis enheder var underlagt hær- og marineledelsen og kunne bestå af såvel frivillige som værnepligtige.

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945.
2002.
Arne Mosgaard: Frihedskamp – forsvarsvilje. 1995.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Modterror

Modterror er den betegnelse, besættelsesmagten anvendte til at beskrive de tyske gengældelsesaktioner i Danmark under besættelsen. Når tyskerne valgte at betegne aktionerne som modterror, skal det ses i forlængelse af, at den skulle opfattes som gengældelsesaktioner, der benyttede modstandsbevægelsen egne metoder. Modstandsbevægelsen udførte altså ifølge tyskerne terror. Der var således en klar signalværdi i at betegne aktionerne som modterror, i det den skulle minde den danske befolkning om, at der var omkostninger forbundet med modstandskampen. Derved håbede tyskerne, at den danske befolkning ville få antipati mod den danske modstandsbevægelse, og dermed vanskeliggøre bevægelsens arbejde.

I modsætning til andre besatte lande som bl.a. Frankrig og Polen vedkendte den tyske besættelsesmagt sig i modterrorens første fase ikke åbent, at det var den, der stod bag terroren. Formålet med at gøre terroren anonym var sandsynligvis at skabe tvivl i befolkningen om, hvem der egentlig stod bag de forskellige aktioner. Hvis den danske befolkning fik det indtryk, at det var modstandsbevægelsen, som stod bag aktioner, som bragte liv i fare, og som sprængte gavnlige virksomheder i luften, kunne man formode, at befolkningen ville vende sig i mod denne. Tyskerne havde dog ingen succes med denne strategi, i det den danske befolkning i stor udtrækning gennemskuede de tyske hensigter. Over for modstandsbevægelsen skulle modterroren vise omkostningerne ved sabotage og stikkerlikvideringer. Man skelner normalt mellem to former for modterror: Clearingdrab og Schalburgtage.

Indtil sensommeren 1943 er der stort set ikke eksempler på, at tyskerne anvendte kollektive repressalier i Danmark. Det står i skarp kontrast til eksempelvis forholdene i Norge, hvor den tyske rigskommisær Terboven i april 1942 gav ordre til at jævne en hel by med jorden og deportere alle mænd mellem 16-65 til tyske koncentrationslejre. Aktionen var en gengældelsesaktion, da to tyske sikkerhedspolitimænd var blevet skudt ned under en aktion i byen

Fra slutningen af 1943 resulterede den danske modstandsbevægelses øgede sabotage og stikkerlikvideringer i, at der blev iværksat tyske gengældelsesaktioner. Den tyske værnemagt havde i krigens første tre år måske nok været udsat for chikane og beskedne sabotageaktioner, men da modstandsbevægelsens aktioner fra sommeren 1943 begyndte at indbefatte overfald og mord på bl.a. medlemmer af værnemagten og på stikkere, ændrede billedet sig radikalt. At sabotageaktionerne tog til i styrke vidner bl.a. attentatet mod cafe Mokka i København om. Den 27. oktober 1943 sprængte sabotageorganisationen BOPA cafeen, som var et tilholdssted for mange tyske soldater. To tyske soldater blev dræbt, og op mod 40 blev såret heriblandt 18 danske kvinder. Efter aktionen mod Mokka, blev der i BOPA sat en stopper for lignende voldsomme aktioner

Modterroren begynder

I efteråret 1943 havde den tyske ledelse flere gange drøftet spørgsmålet om, hvorvidt man skulle iværksætte modterror i Danmark som svar på modstandsbevægelsens aktioner. Den første modterroraktion fandt sted 5. december 1943, da tre kommunister som gengæld for drabet på en tysk politisoldat blev skudt ned af det tyske sikkerhedspoliti under foregivende af et flugtforsøg. Det var dog først 30. december 1943, at den officielle førerbefaling omkring modterror i Danmark kom. Hitler havde på et møde med Werner Best, Hermann von Hanneken og Günther Pancke beordret, at hver sabotageaktion i Danmark skulle gengældes med modsabotager og hvert drab på en tysk soldat ligeledes skulle modsvares. I stedet for gidselnedskydninger, som ifølge Hitler kun skaffede modstandsbevægelsen martyrer, forlangte han anonyme drab på modstandsbevægelsens ”åndelige bagmænd”. Det første offer for den terrorform var digteren Kaj Munk, der blev dræbt af tyskerne 4. januar 1944.

 

Modterroren øges

I de første seks måneder af 1944 var beslutningen om ofre og mål for den tyske modterror blevet truffet af en snæver inderkreds omkring sikkerhedspolitichef Bovensiepen – den såkaldte kaffeklub. Dermed afgik ordrerne fra centralt hold, hvilket medvirkede til, at modterroren ikke fik et vilkårligt islæt. I løbet af sommeren 1944 blev udvælgelsen imidlertid mere decentral, såvel som den antog en skærpet form. Årsagerne til den skærpede kurs var bl.a. en forordning fra Hitler udsendt 30. juli 1944, hvori der forlangtes en umiddelbar nedkæmpelse af sabotører. Med opløsningen af det danske politi 19. september 1944 forsvandt endnu en barriere for den tyske modterror, idet tyskerne ikke længere i deres aktioner skulle tage hensyn til, at det danske politi stadig fungerede. Dermed kunne tyskerne foretage aktionerne mere frit, med mindre risiko og ikke mindst på eget initiativ. Modterroren ændrede også karakter, i det den nu åbenlyst skulle vise den danske befolkning, hvilke omkostninger likvideringer af tyskere og af danskere i tysk tjenester havde. Der var dermed ikke længere tale om en anonym modterror fra tysk side. Blandt de mere kendte grupper, der stod bag den tyske modterror, er Petergruppen, der udførte 91 clearingdrab og udrettede schalburgtage for adskillige millioner.

 

(CMC)

 

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Sven Henningsen: Esbjerg under den anden verdenskrig 1939-1945. 1955.

Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-1945. 2003.

Claus B. Christensen et. al. Danmark besat. Krig og hverdag 1940-1945.

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Montgomery, Bernard Law (1887-1976)

Montgomery var den britiske feltmarskal, der modtog den tyske kapitulation for bl.a. Danmark. I 1939-40 var han i Frankrig, hvor han havde kommandoen over en division. Efterfølgende kom han til England, hvor han fik kommandoen over styrker i den sydøstlige del af landet. I 1942 blev Montgomery chef for den britiske 8. armé i Nordafrika, hvor han i oktober samme år satte en modoffensiv ind ved El-Ala'mein, og i maj måned 1943 kapitulerede tyskerne i Tunesien. Herefter førte han 8. armégruppe til Sicilien og videre op gennem det østlige Italien.

Det blev bestemt, at Montgomery skulle lede invasionen ved Normandiet (se også D-dag), og han blev udnævnt til feltmarskal. Han ledte den britisk-canadiske 21. armégruppe gennem det nordlige Frankrig, Belgien, Holland og Nordtyskland, og 4. maj 1945 kapitulerede tyskerne i Holland, Nordvesttyskland og Danmark.

Den 12. maj besøger Montgomery København, hvor han kørte i triumftog gennem byen.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Munch, Peter Rochegune (1870-1948)

P. Munch var medlem af Det radikale Venstre og udenrigsminister fra 1929-1940. Han var således udenrigsminister, da Danmark blev besat 9. april 1940. P. Munch havde i sin tid som udenrigsminister ført en neutralitetspolitik, og i 1939 havde Danmark og Tyskland indgået en ikke-angrebspagt. Da Danmark blev besat, protesterede P. Munch over for den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink. Pga. den fejlslagne neutralitetspolitik tilbød P. Munch 9. april 1940 at træde tilbage, men det blev afvist. I stedet arbejdede han i månederne efter besættelsen for, at Danmark opretholdt så meget suverænitet som muligt. Ved regeringsomdannelsen i juli 1940 blev P. Munch afløst af Scavenius på posten som udenrigsminister. Han fik i stedet en post i Nimandsudvalget. Efter befrielsen trak P. Munch sig tilbage og stillede heller ikke op til Oktobervalget 1945.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Munck, Ebbe (1905-1974)

Ebbe Munck var tilknyttet Berlingske Tidende som korrespondent bl.a. under den spanske borgerkrig i 1936. Han skabte sig et omfattende netværk af kontakter og modtog bl.a. en henvendelse om samarbejde fra det britiske efterretningsvæsen. Munk viste ikke umiddelbart interesse for et samarbejde, men efter 9. april 1940 sørgede han for at blive sendt til det neutrale Stockholm som korrespondent. Inden afrejsen fik han kontakt til Generalstabens efterretningstjeneste, som var villige til at sende ham informationer, der kunne videregives til de britiske myndigheder.

I oktober 1940 fik han kontakt med SOE, der havde til formål at fremme sabotageaktiviteter i det besatte Europa. Der var imidlertid på det tidspunkt ikke basis for sådanne aktiviteter i Danmark, men Munck opretholdt forbindelsen til SOE. Efterhånden som organisationens modstandsarbejde i Danmark udviklede sig, gik han i stigende grad uden om de danske efterretningsofficerer.

Han blev i 1942 fritstillet af Berlingske Tidende efter pres fra tysk side, men fortsatte i Stockholm som freelance-journalist. Munck bidrog bl.a. til etableringen af Den Danske Brigade, og han blev opfattet som repræsentant for Frihedsrådet i Stockholm. På den måde fungerede han ofte som forhandler mellem allierede myndigheder og den danske modstandsbevægelse.

Efter besættelsen fortsatte han som korrespondent for Berlingske Tidende, inden han indtrådte i udenrigstjenesten – bl.a. som ambassadør i Thailand – for til sidst at blive hofchef for Dronning Margrethe 2.

 (LAH)

Litteratur:

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Muus, Flemming B. (1907-1982)

Flemming Muus var, da 9. april 1940, udsendt til Liberia af et større britisk handelsfirma. Han søgte herefter straks til England, hvor han ville melde sig i britisk krigstjeneste. Han nåede først frem i april 1942, hvorefter han blev rekrutteret til sabotageorganisationen SOE. Han blev sendt til Danmark sammen med tre andre faldskærmsagenter i marts 1943. Det var hans opgave at genoplive organisationens arbejde efter den tidligere faldskærmschef Christian Michael Rottbølls død i september 1942.

Muus viste sig at være en yderst dynamisk og initiativrig leder, og han arbejdede - stik imod SOE’s planer - for den øgede sabotageaktivitet, der var medvirkende årsag til udviklingen af Augustoprøret i 1943. Ved den efterfølgende oprettelse af Frihedsrådet indtrådt Muus som repræsentant for de frie danske i udlandet.

Fra oktober til december 1943 var Muus tilbage i London, hvor han deltog i udarbejdelsen af planerne for modstandsbevægelsens organisering, forud for den forventede allierede invasion.

Ved tilbagekomsten til Danmark i december 1943 arbejdede Muus tæt sammen med de militære og politiske kredse, mens han distancerede sig fra Frihedsrådet. Det betød, at han flere gange kom i konflikt med SOE, der netop havde indledt et tættere samarbejde med Frihedsrådet, og han mistede dermed indflydelse.

I december 1944 var det dog blevet for farligt for ham i Danmark, og han blev evakueret til Stockholm. Herfra kom han tilbage til London, hvor han blev til befrielsen. Han var imidlertid under mistanke for at have svindlet med de midler, som han havde fået til rådighed af organisationen, og det ledte i 1946 til, at han i Danmark blev dømt for underslæb. Han opnåede dog benådning på betingelse af, at han forlod landet i nogle år. Han vendte efter tre år tilbage til Danmark og virkede bl.a. som forfatter til flere selvbiografiske bøger.

 (LAH)

Litteratur:

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Myter om besættelsestiden

Ved 70 års jubilæet for besættelsen og ved 65 års jubilæet for befrielsen lever en række myter om besættelsestiden stadig i bedste velgående. Vi ser på fem af disse myter.

 1) Rostock-myten: Besættelsen som aftalt spil

 2) De danske nazister som 5.-kolonne

 3) Christian d. X som stjernebærer

 4) Augustoprøret som hele Danmarks oprør

 5) Et kapløb om Danmark?

 1) Rostock-myten: Besættelsen som aftalt spil

Den 9. april 1940 blev Danmark angrebet af tyske tropper. Tropperne stødte kun på modstand i Sønderjylland. Således blev Ålborg lufthavn og en række trafikknudepunkter taget uden kamp. Det tyske troppetransportskib Hansestadt Danzig kunne uanfægtet lægge til ved Langelinje. Middelgrundsfortet havde ikke åbnet ild. Herefter blev det militære hovedkvarter på Kastellet besat. Endelig var der det danske søværn, der ikke nåede at komme i kamp, da en ordre herom aldrig indløb.   

 Bitterheden over den 9. april

Den næsten kampløse besættelse vakte vrede og bitterhed i konservative og systemkritiske kredse. Her mente man, at regeringen Stauning-Munch og ”systemet” havde svigtet fatalt. Med henvisning til det mærkværdige og ”uforklarlige” hændelsesforløb om morgenen d. 9. april slog følelsen af bitterhed over i en direkte anklage om, at den danske regering havde begået forræderi ved at forhåndsaftale besættelsen med Tyskland. Anklagen trivedes efter 1945 især blandt internerede landssvigere, men påstanden blev undersøgt og afvist af den Parlamentariske Kommission.

 Jon Galsters anklage

I 1950´erne fremsattes anklagen igen. Bannerfører herfor var akademikeren, forfatteren og samfundsdebattøren Jon Galster (1915-1992). Ifølge Galster havde udenrigsminister Peter Munch d. 17. marts 1940 i Rostock indgået en aftale med lederen af tysk politi og SS, Heinrich Himmler, om en kampløs besættelse af Danmark. Om baggrunden for aftalen henvises i én version af historien til, at Munchs søn var blevet tilbageholdt i Tyskland på grund af homoseksualitet. Tyskerne havde med andre ord en klemme på Munch.

 En myte

Galsters anklage om aftalt spil ved besættelsen af Danmark, som i øvrigt kostede ham en række domme for bagvaskelse, har intet på sig. Det er en ren myte. Der er intet belæg for, at Munch opholdt sig i Rostock d. 17. marts. På den danske side findes intet kildemateriale, der beviser eller bare antyder, at den danske regering eller udenrigsminister skulle have overvejet en aftale med Tyskland. Det samme gælder for den tyske side. Hertil kommer, at hemmeligholdelsen af planer om et tysk angreb på Danmark var afgørende for angrebets succes. Tyskland havde derfor ingen interesse i at røbe dets hensigter. Endelig påstår Rostock-myten, at aftalen blev indgået med Himmler, på trods af at Himmlers arbejdsområde ikke indbefattede militære angrebsplaner. Det var ganske enkelt ikke hans bord.

 Litteratur:

Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid 1940-1945(2002)    

Gads Leksikon. Hvem var hvem 1940-1945 (2005)

2) De danske nazister som 5.-kolonne

Om formiddagen d. 9. april 1940 rykkede tyske tropper igennem Åbenrå. Fremrykningen blev overværet af mange folk, som havde taget opstilling langs hovedvejen. Ved byens sydlige udkant blev tilskuerne vidne til følgende scene: En høj tynd mand stod midt på vejen og dirigerede den tyske trafik frem. Manden bar støvler, ridebukser, brun skjorte og kasket med stormrem. På venstre arm sad et rødt armbind med hvidt hagekors. Uniformen signalerede med al tydelighed, at manden var medlem af de danske nazisters stormtrop (SA).

 En myte opstår

Blandt de danske tilskuere vakte hændelsen forargelse og harme, som fandt udtryk i følgende anekdote: Et tysk køretøj holdt ind, og SA-manden blev spurgt til sin nationalitet. Hertil svaredes: ”Ich bin Däne”. En tysk officer skulle herefter have sagt: ”Så skulle De skamme Dem!”

Hændelsen med den vejvisende nazist blev foreviget på fotografier, og historien gik landet rundt som et ”bevis” på de danske nazisters landsforræderi. De danske nazister, mente mange at vide, var forhåndsorienteret om besættelsen og bistod aktivt, som nu i Åbenrå, den tyske værnemagt med at gennemføre besættelsen.

 På eget initiativ

I virkeligheden var episoden i Åbenrå sket på en overivrig dansk nazists eget initiativ. Der er intet der tyder på, at SA-mandens optræden var i overensstemmelse med forventninger eller paroler fra den nazistiske partitop. Tværtimod græmmede man sig i partitoppen over, at Åbenrå-hændelsen gav anledning til at anklage de danske nazister for 5.-kolonne virksomhed.

Der er heller intet der tyder på, at den nazistiske top var forhåndsorienteret om besættelsen d. 9. april. For nazistføreren Frits Clausen og andre ledende i partiet kom det tyske angreb som en stor overraskelse. Partiet var fra tysk side ikke blevet orienteret på forhånd eller bedt om at bistå. At det forholdt sig sådan var i god overensstemmelse med den tyske militære logik. Her var hemmeligholdelsen af angrebsplanen afgørende for angrebets succes.

 Litteratur:

Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister (1970)   

John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 – og derefter (2002)

 3) Christian d. X som stjernebærer

 Under besættelsen opstod den myte, at kong Christian d. X i solidaritet med de danske jøder skulle have båret den gule jødestjerne under sine rideture gennem København, - eller have truet med at gøre det.

Det skulle også være ganske vist, at kongen havde deltaget i en gudstjeneste i Københavns synagoge, efter at tyskerne angiveligt havde forlangt antijødiske love indført. Dette stod bl.a. at læse i det London-baserede Free Denmark i september 1942. Historien bragtes under overskriften ”King Christian Attends Synagogue”, [Kong Christian besøger synagoge] og ifølge bladet havde man historien fra en ”reliable source” [pålidelig kilde]...

 Kongen og de danske jøder

Der er ingen tvivl om, at kongen anså de danske jøder for at være ligeværdige borgere. Ved flere lejligheder i 1930’erne og under besættelsen udtrykte Christian d. X sympati for og støtte til de danske jøder, og han protesterede kraftigt over for besættelsesmagten ved jødeaktionen i oktober 1943.

 En myte opstår

Den mest direkte sammenknytning af kongen og jødestjernen optrådte i det svenske blad Göteborg Handels- og Sjöfartstidning. Den 10. januar 1942 bragte bladet en vittighedstegning, der blev genoptrykt i bl.a. Free Denmark i september 1942. Tegningen viser statsminister Thorvald Stauning og Christian d. X i rådslagning. I underteksten spørger Stauning, hvordan man skal forholde sig, hvis også de danske jøder skal gå med gule stjerner? Hertil svarer kongen: ”Så må vi vel alle gå med gule stjerner”.

Historien er ikke fri fantasi. Den 10. september 1941 havde kongen et møde med finansminister Vilhelm Buhl. Under mødet udtrykte Buhl frygt for, at tyskerne ville kræve antijødisk lovgivning indført i Danmark. Hertil gav kongen ifølge sit samtalereferat et svar, der på det nærmeste var identisk med den replik, vittighedstegningen nogle måneder senere lagde i munden på kongen.  

Ikke desto mindre: Historien om kongen og jødestjernen er og bliver en myte. Kongen bar aldrig jødestjernen, og der opstod ingen anledning for kongen til at lade handling følge ord.

 Mytens udbredes

Med Göteborg-bladets vittighedstegning som afsæt, gik historien sin gang og fandt vej ind i den trykte presse og i radioudsendelser i USA og Storbritannien. Danske modstandsfolk, diplomater (som den danske ambassadør i USA (Henrik Kauffmann) og udenlandsdanskere (som den populære entertainer Victor Borge) bidrog til mytens udbredelse. Disse kredse havde brug for den gode historie om dansk ukuelighed og modstandskraft, symboliseret i kongens optræden. Historien om kongen og jødestjernen dannede modvægt til det lidet flatterende billede af Danmark i udlandet, som den ”æreløse 9. april” havde givet anledning til.

 Myten i udlandet

I Danmark har historien om Christian d. X og jødestjernen for længst sluppet sit tag. I udlandet, derimod, og ikke mindst blandt amerikanske jøder, har myten vist sig sejlivet. Det er også her, at den mest yderliggående udgave af myten præsenteres: Alle Københavns borgere bar jødestjernen i tilslutning til kongens initiativ.

 Litteratur:

Leni Yahil: Et demokrati på prøve (1967)

Sofie Lene Bak: Jødeaktionen oktober 1943. Forestillinger i offentlighed og forskning (2001)

Vilhjálmur Örn Vilhjálmson: The King and the Star. Myths created during the Occupation of Denmark (: Mette B. Jensen; Steven L. B. Jensen (eds.): Denmark and the Holocaust) 2003.

Knud J.V. Jespersen: Rytterkongen. Et portræt af Christian 10. 2007.        


4) Augustoprøret som hele Danmarks oprør

I august 1943 blev jyske og fynske byer ramt af omfattende strejker og demonstrationer. Den tyske besættelsesmagt reagerede med udgangsforbud og andre repressalier. I slutningen af måneden spidsede situationen til. Besættelsesmagten stillede en række krav til den danske regering, herunder kravet om dødsstraf for sabotage. Regeringen afslog og trådte ud af funktion. Hermed var samarbejdspolitikken officielt ophørt.

Et splittet Danmark

I den illegale presse fejredes Augustoprøret 1943 som en national sejr forankret i en bred folkelig opbakning.

I virkeligheden efterlod Augustoprøret et splittet Danmark. For det første havde strejkerne og urolighederne fundet sted i Jylland og på Fyn, ikke på Sjælland eller i København. For det andet var der en betydelig skepsis og modstand over for Augustoprøret hos mange i middelstanden, borgerskabet og landbefolkningen. Man vendte sig imod gadens parlament eller ”pøbelvældet”, og man frygtede for konsekvenserne af et direkte tysk styre.

Samarbejdspolitikerne imod bruddet

Det samme gjorde samarbejdspolitikerne. De havde ikke ønsket bruddet med tyskerne, - selvom de sagde noget andet ved befrielsen. I maj 1945 var modstandssynspunktet blevet så populært, at samarbejdspolitikerne var nødt til at tilpasse sig folkestemningen. Dette skete bl.a. ved at iklæde sig lånte fjer, og sløre, at man i realiteten havde bekæmpet modstandsbevægelsen og dennes ønske om et brud med besættelsesmagten. Eller som den fremtrædende socialdemokrat Hans Hedtoft udtalte til avisen Socialdemokraten Nordjylland d. 5. maj 1945:

”...er jeg lykkelig og stolt over, at der ved dannelsen af den første frie danske regering for hele verden bliver muligt at vise enighed mellem det, vi kan kalde det legale og illegale Danmark, som verden har troet var modsætninger, men som længe har været en enhed.

Cirkulæret 2. september 1943

En ganske anden holdning blev udtrykt få dage efter bruddet i august 1943. Den 2. september 1943 udsendte den socialdemokratiske partisekretær Alsing Andersen på vegne af partiledelsen et internt cirkulære til partiets tillidsrepræsentanter. I skrivelsen udtryktes et entydigt forsvar for samarbejdspolitikken og en bitterhed over, at bruddet nu var en realitet:

 ”Gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og sin holdbarhed. Målet: At skåne land og folk for krigstidens ulykker nåede så vidt, at ingen anden politik kunne have givet blot tilnærmelsesvis lige så godt resultat, og således kunne det sikkert have fortsat lige til krigens slutning til gavn for det danske samfund.” Samarbejdspolitikken var, tilføjede partisekretæren, blevet ”undermineret” af modstandsbevægelsen.      

Forventning om krigens snarlige ophør

Samarbejdspolitikernes bitterhed over bruddet havde også rod i begivenheder udenfor Danmark. Tyske militære tilbageslag og den italienske fascistfører Benito Mussolinis fald i sommeren 1943 førte hos politikere til en tro på, krigen snart var omme. Samarbejdspolitikerne var ærgerlige over at måtte smide tøjlerne så tæt på krigens afslutning. Alt det som hidtil var opnået i form af at ”skåne land og folk” kunne med ét blive knust ved drastiske tyske indgreb.

Litteratur:

Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid 1940-1945 (2002)

Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943, 1-3 (1979)

5) Et kapløb om Danmark?

I krigens slutfase nærmede britiske og amerikanske styrker sig Slesvig-Holsten fra vest. Det samme gjorde sovjetiske tropper fra øst. Spørgsmålet er om disse troppebevægelser var udtryk for et kapløb mellem øst og vest om Danmark? Dette spørgsmål har danske historikere diskuteret i årtier uden at kunne nå til enighed.

Britisk-sovjetisk interessekonflikt

Storbritannien anså Danmark for at være britisk operations- og interesseområde. Dette synspunkt blev tilsyneladende udfordret fra sovjetisk hold i de sidste par år af krigen. Thomas Døssing, der repræsenterede det danske Frihedsrådet i Moskva, rapporterede i 1945 hjem, at Sovjetunionen betragtede Danmark som liggende i sit interesseområde. Udmeldingen skabte uro hos såvel danske politikere som modstandsfolk, der indtil da havde taget det for givet, at vestallierede styrker ville stå for befrielsen af Danmark.

Kaufmanns plan

Usikkerheden om hvem der ville komme til at befri Danmark var et af incitamenterne til at presse på for en hurtigere britisk militær fremrykning.  Hamborgs partileder Karl Kaufmann ønskede ikke at følge Hitlers ordre om ”den brændte jords taktik”. I stedet ønskede han at overgive Hamborg, nordvesttyskland og Danmark/Norge uden kamp. Dette krævede, at den 2. britiske armé under Montgomery hurtigt stødte over Elben og indtog og afskærmede Hamborg. Den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, samtykkede i Kaufmanns planer. Planen harmonerede med danske interesser. Dels ville man undgå en slutkamp på dansk jord, dels ville man ved et hurtigt britisk fremstød få lukket Slesvig-Holsten af for en sovjetisk fremrykning. Såvel den britiske som den svenske regering blev orienteret om planen. Sverige lovede at intervenere, hvis tyskerne indlod sig i en militær slutkamp i Danmark.

Et kapløb?

Begivenhederne giver ikke et klart svar på, om der i realiteten foregik et øst-vest kapløb om Danmark. En række samtidige aktører anså et kapløb for at være en realitet og handlede derefter. Men ikke alle spillede med. For Montgomery var en hurtig militær fremrykning mod Berlin, og ikke Hamborg, det afgørende. Heri støttedes han af London. Amerikanerne havde imidlertid andre prioriteringer og bremsede Montgomery. Herefter tøvede Montgomery. I hele 11 dage lod han sin armé blive på den venstre side af Elben. Først den 29. april satte han arméen i bevægelse.

Thomas Døssing

Med hensyn til sovjetiske udmeldinger er det ikke uvæsentligt, at disse gik gennem udsendingen Thomas Døssing. Forskning har peget på en tendens hos kommunisten Døssing til at lægge egne ord og synspunkter i munden på russerne, hvorefter disse formidledes som sovjetiske meldinger. Det er derfor uklart i hvor høj grad Døssings meddelelser til Danmark repræsenterede sovjetiske synspunkter.

Den 25. april rykkede et sovjetisk panserkorps mod Lübeck. Da panserkorpset stødte på britiske enheder, trak det følehornene til sig. At komme først til Danmark var således næppe en sovjetisk førsteprioritet. Tværtimod var den sovjetiske stødretning hjertet af Tyskland og Berlin.

Bornholm

Hermed ikke være sagt, at Sovjetunionen ikke ønskede sig indflydelse på ordningen af efterkrigstidens Danmark. Hvis en allieret kontrolkommission for Danmark blev oprettet, kunne Sovjet påberåbe sig et sæde ved at deltage i besættelsen af dansk territorium. Billetten indløstes ved den sovjetiske besættelse af Bornholm. En allieret kommission for Danmark blev imidlertid ikke oprettet. Alligevel er det påfaldende, at Sovjet holdt fast i Bornholm i hele 11 måneder. Tilsyneladende afventede man fra sovjetisk hold situationen med det håb, at besiddelsen af Bornholm kunne give adgang til indflydelse på danske forhold.

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945 (2002)

Aage Trommer: Disse fem år (2001)   

 (PA)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

 

 

   

Opdateret 22-03-2012