 |Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap| |
||||||||||||||||
Sabotage mod lastbil på Esbjerg havn. (HSB) Klik for større billede
Løbeseddel fra Frihedsrådet februar 1944.(HSB) Klik for større billede.
Et eksempel på tysk modterror. Schalburgtage mod Fyns Stiftstidende maj 1944. (HSB) Klik for større billede
|
LeksikonMMinisteriet for særlige anliggender Ministeriet for særlige anliggender er betegnelsen for et særligt ministerium, der efter befrielsen blev oprettet med det formål at varetage opgaver i forbindelse med modstandsbevægelsens afvikling. Ministeriet blev oprettet af befrielsesregeringen og eksisterede frem til november 1947. Allerede under forhandlingerne mellem Frihedsrådet og de politiske partier om befrielsesregeringen, var der indgået aftale om, at der skulle oprettes et særligt ministerium, som bl.a. skulle beskæftige sig med sociale foranstaltninger og udbetaling af erstatninger til tidligere modstandsfolk og deres familier. Den første minister for det særlige ministerium blev Mogens Fog fra Frit Danmark. Ministeriets opgaver blev dog i realiteten delt mellem Mogens Fog og Frode Jakobsen fra Ringen. Frode Jakobsen var blevet minister uden portefølje, dvs. uden noget særligt ansvarsområde. Mogens Fog kom overvejende til at tage sig af sociale spørgsmål, der omhandlede modstandsfolkene, mens Frode Jakobsen som tidligere formand for K-udvalget kom til at fungere som forbindelsesled til undergrundshæren, hvilket var betegnelsen for den reorganiserede modstandsbevægelse. Frode Jakobsen kom til at varetage behandlingen af nogle kontroversielle sager omhandlende modstandsbevægelsen. Det drejede sig fx om disciplinærsager over for medlemmer af modstandsbevægelsen, der havde misbrugt deres autoritet og om forholdene for de personer, som modstandsbevægelsen internerede i forbindelse med befrielsen. Som udgangspunkt var ministeriet ikke af stor vigtighed. For det første blev modstandshæren allerede 7. maj 1945 inddraget i den regulære hær, hvilket betød, at den blev krigsministeriets ansvar. Ligeledes blev de sociale spørgsmål overdraget til kommunal forvaltning under de såkaldte kontorer for særlige anliggender, der oprettedes i købstæderne, og hvor både repræsentanter for modstandsbevægelsen og repræsentanterne for kommunernes sociale udvalg fik plads. Snarere var der tale om, at Frode Jakobsen som person profilerede ministeriet bl.a. i forbindelse med debatten om stikkerlikvideringer under besættelsen. Dermed blev Frode Jakobsen også skydeskive for den kritik, der blev rejst mod modstandsbevægelsen særligt fra den såkaldte modbevægelses side. ”Modbevægelse” var en bred betegnelse for den gruppe af bl.a. politikere og debattører, som forholdt sig kritisk til nogle af modstandsbevægelsens forhold, herunder stikkerlikvideringerne og kravet om, at retsopgøret skulle være meget strengt. Betegnelsen knytter sig bl.a. til professor Hal Koch, men også til politikere fra de store partier herunder socialdemokraten Hartvig Frisch og venstremanden Svenning Rytter. Fra november 1945 blev Per Federspiel minister for særlige anliggender i den nye venstreregering under Knud Kristensen. Ved denne regerings fald i 1947 blev også ministeriet nedlagt. (LAH) Litteratur: Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002. Stefan Emkjær: Stikkerdrab. 2000. Henrik Lundbak: Modstandsbevægelsen i regeringen 1945, i H. Dethlefsen og H. Lundbak (red.): Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. 1998. A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å ModstandsbevægelsenModstandsbevægelsen er betegnelsen for de grupper af personer, der på forskellige tidspunkter under besættelsen valgte at yde modstand mod den tyske besættelsesmagt. Generelt var modstandsbevægelsen et byfænomen, der ikke fandt fodfæste på landet. Den nåede aldrig som samlet styrke over 2 % af befolkningen. (Den franske er beregnet til 4,3 %) Modstanden havde mange forskellige former. Nogle skjulte og husede eftersøgte sabotører eller fungerede som kurerer for modstandsfolk, andre skrev, trykte og distribuerede illegale blade, mens andre udøvede forskellige former for sabotage. Den største gruppe udgjordes af de såkaldte ventegrupper, der blev uddannet, forsynet med materiel og holdt i beredskab til at gå i aktion ved en allieret invasion. Den typiske modstandsmand var en ung bybo af hankøn og politisk placeret på yderfløjene hos DKP eller Konservativ Ungdom. Fra vinteren 1943/44 blev rekrutteringsgrundlaget efterhånden bredere, og flere og flere erhvervsgrupper blev repræsenteret. Der var også eksempler på både mænd og kvinder, som helt uden partipolitisk begrundelse gik ind i modstandsbevægelsen. I nogle tilfælde synes tilfældigheder at have bragt folk ind i det illegale arbejde. Danmarks kommunistiske parti DKP var pionererne i den danske modstandsbevægelse. Da DKP blev forbudt ved lov 22. august 1941 fortsatte partiet sit arbejde i illegalitet. Partiet bekæmpede fra da af den tyske besættelsesmagt og samarbejdspolitikken. I april 1942 dannede DKP frontorganisationen Frit Danmark, der også var navnet på et illegalt blad. Frit Danmark var et forsøg på at skabe en national enhedsfront med borgerlig deltagelse, og bladet må karakteriseres som kommunisternes forsøg på at påvirke opinionen i det borgerlige Danmark. I foråret 1942 begyndte det lille højreorienterede parti Dansk Samling i samarbejde med den engelske organisation SOE (Special Operations Executive) at udfolde illegale aktiviteter. En anden organisation Ringen, hvis leder var Frode Jakobsen udførte i begyndelsen ikke illegalt arbejde men var en sammenslutning af tværpolitiske studiekredse og faggrupper til forsvar for danskhed og demokrati. Indtil august 1943 virkede Ringen udelukkende med oplysning og information rettet mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikken. 16. september 1943 dannede Frit Danmark og Dansk Samling i samarbejde med Ringen Frihedsrådet; først herefter kan man tale om en samlet dansk modstandsbevægelse. Grupperinger i modstandsbevægelsen, der stod uden for Frihedsrådet, og som placerede sig politisk på højrefløjen, var foreningen ”Det frie Nord”, Sct. Georgsgilderne, terrænsportsforeninger samt grupper rekrutteret fra KU (Konservativ Ungdom), herunder ”Hjemmefronten”, oprettet i slutningen af 1942, ”Studenternes Efterretningstjeneste”, hvis blad udkom fra november 1942, ”Nordisk Front”, ”Nordisk Frihed” og ”Kirkens Front”. DKP forblev dominerende i modstandsarbejdet, som fra efteråret 1942 indebar organiseret sabotagevirksomhed. Men først 1943 blev modstandsbevægelsens egentlige gennembrudsår. Partiet spillede en væsentlig rolle det såkaldte Augustoprør 1943, der afstedkom regeringens formelle tilbagetræden 29. august. Dermed var der officielt sat punktum for samarbejdspolitikken, der dog blev videreført af embedsmænd i ministerierne. Men fra modstandsbevægelsens side blev 29. august betragtet som en sejr. Indtil langt ind i 1944 forblev DKP og Dansk Samling de afgørende kræfter i den illegale bevægelse. Kommunisterne koncentrerede sig om sabotagevirksomhed, mens Dansk Samling sammen med et stort antal KU’er stod for oprettelsen af militære enheder, der ved en allieret invasion skulle indsættes mod de tyske tropper i Danmark. Det var denne gren af modstandsbevægelsen, der blev støttet af den engelske organisation SOE. Dette billede ændrede sig i krigens slutfase. Ved årsskiftet 1944/45 havde modstandsbevægelsen ca. 20.000 medlemmer, fire måneder senere 50.000, hvoraf de fleste indgik i de militære enheder. Over 10.000 mennesker endte i tyske koncentrationslejre eller i Frøslevlejren pga. modstandsarbejde. Frihedsrådet opnåede gennem forhandlinger ni af de 18 ministerposter i befrielsesregeringen, men da modstandsbevægelsen ikke optrådte med en fælles profil ved Oktobervalget 1945 tilfaldt kun 22 af folketingets 148 mandater de partier (DKP og Dansk Samling), der klarest repræsenterede modstandsbevægelsen. (MJ) Litteratur: A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Modstandsbevægelsen efter befrielsen/HjemmeværnLederen af SHAEF Mission to Denmark, den britiske general Dewing, havde allerede i februar. 1945 rettet henvendelse til den kommende statsminister Vilhelm Buhl for at informere ham om de allieredes erfaringer mhp. at gennemføre en afvæbning og hjemsendelse så gnidningsfrit som muligt. Det var i overensstemmelse med Dewings anbefalinger, når der godt en måned efter befrielsen blev åbnet mulighed for, at frihedskæmpere midlertidigt kunne gøre tjeneste i hæren og søværnet, og der senere blev gennemført en lov, som gjorde det muligt for modstandsbevægelsens befalingsmænd at overgå til en karriere inden for værnene. Dewing havde desuden advaret imod at stille for bastante krav om aflevering af modstandsbevægelsens våben, men fra slutningen af maj 1945 pressede han selv på over for Udenrigsministeriet og general Ebbe Gørtz for at opnå aflevering af de tyske våben, der var kommet i modstandsbevægelsens besiddelse. Kravet blev dog mødt med indsigelse fra især Frode Jakobsen, og spørgsmålet fandt ikke en løsning, inden SHAEF Mission to Denmark indstillede sine aktiviteter. Våbenspørgsmålet kobledes sammen med det krav om oprettelse af et hjemmeværn, som oprindeligt var blevet rejst af den jyske nedkastningschef Toldstrups pressionsgruppe Frihedskæmpernes Forbund, men siden overtaget af Frihedsbevægelsens Samråd og dermed blevet et officielt krav fra modstandsbevægelsens side. Forsvarsminister Ole Bjørn Kraft fremlagde 9. august 1945 et forslag fra Samrådet om et foreløbigt hjemmeværn for regeringen, men erklærede sig samtidig som modstander af det med den begrundelse, at det ville foregribe en kommende forsvarsordning. Den løbende hjemsendelse af modstandsfolkene – i mange tilfælde med våben iht. modstandsregionernes varierende praksis – udgjorde dog et pres for at finde en ordning. Generalkommandoen udsendte 4. september 1945 en meddelelse til regionerne om, at der ville blive åbnet mulighed for at danne hjemmeværnsforeninger under Krigsministeriets kontrol, og at kun de medlemmer, der ønskede at indtræde i disse foreninger, kunne hjemsendes med våben. Kraft forsøgte 6. oktober 1945 at forelægge et forslag til en overenskomst mellem krigsministeriet og hjemmeværnsforeningerne for befrielsesregeringen, men denne var på det tidspunkt reelt holdt op med at fungere, og en formalisering af forholdet fandt først sted 31. maj 1946 ved en overenskomst mellem Danske Hjemmeværnsforeningers Landsforbund og Krigsministeriet. Frem til 1948 dannedes 282 hjemmeværnsforeninger. Fra 1949 blev Hjemmeværnet en statslig organisation, hvis enheder var underlagt hær- og marineledelsen og kunne bestå af såvel frivillige som værnepligtige. (MJ) Litteratur: A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Modterror er den betegnelse, besættelsesmagten anvendte til at beskrive de tyske gengældelsesaktioner i Danmark under besættelsen. Når tyskerne valgte at betegne aktionerne som modterror, skal det ses i forlængelse af, at den skulle opfattes som gengældelsesaktioner, der benyttede modstandsbevægelsen egne metoder. Modstandsbevægelsen udførte altså ifølge tyskerne terror. Der var således en klar signalværdi i at betegne aktionerne som modterror, i det den skulle minde den danske befolkning om, at der var omkostninger forbundet med modstandskampen. Derved håbede tyskerne, at den danske befolkning ville få antipati mod den danske modstandsbevægelse, og dermed vanskeliggøre bevægelsens arbejde. I modsætning til andre besatte lande som bl.a. Frankrig og Polen vedkendte den tyske besættelsesmagt sig i modterrorens første fase ikke åbent, at det var den, der stod bag terroren. Formålet med at gøre terroren anonym var sandsynligvis at skabe tvivl i befolkningen om, hvem der egentlig stod bag de forskellige aktioner. Hvis den danske befolkning fik det indtryk, at det var modstandsbevægelsen, som stod bag aktioner, som bragte liv i fare, og som sprængte gavnlige virksomheder i luften, kunne man formode, at befolkningen ville vende sig i mod denne. Tyskerne havde dog ingen succes med denne strategi, i det den danske befolkning i stor udtrækning gennemskuede de tyske hensigter. Over for modstandsbevægelsen skulle modterroren vise omkostningerne ved sabotage og stikkerlikvideringer. Man skelner normalt mellem to former for modterror: Clearingdrab og Schalburgtage. Indtil sensommeren 1943 er der stort set ikke eksempler på, at tyskerne anvendte kollektive repressalier i Danmark. Det står i skarp kontrast til eksempelvis forholdene i Norge, hvor den tyske rigskommisær Terboven i april 1942 gav ordre til at jævne en hel by med jorden og deportere alle mænd mellem 16-65 til tyske koncentrationslejre. Aktionen var en gengældelsesaktion, da to tyske sikkerhedspolitimænd var blevet skudt ned under en aktion i byen Fra slutningen af 1943 resulterede den danske modstandsbevægelses øgede sabotage og stikkerlikvideringer i, at der blev iværksat tyske gengældelsesaktioner. Den tyske værnemagt havde i krigens første tre år måske nok været udsat for chikane og beskedne sabotageaktioner, men da modstandsbevægelsens aktioner fra sommeren 1943 begyndte at indbefatte overfald og mord på bl.a. medlemmer af værnemagten og på stikkere, ændrede billedet sig radikalt. At sabotageaktionerne tog til i styrke vidner bl.a. attentatet mod cafe Mokka i København om. Den 27. oktober 1943 sprængte sabotageorganisationen BOPA cafeen, som var et tilholdssted for mange tyske soldater. To tyske soldater blev dræbt, og op mod 40 blev såret heriblandt 18 danske kvinder. Efter aktionen mod Mokka, blev der i BOPA sat en stopper for lignende voldsomme aktioner Modterroren begynder I efteråret 1943 havde den tyske ledelse flere gange drøftet spørgsmålet om, hvorvidt man skulle iværksætte modterror i Danmark som svar på modstandsbevægelsens aktioner. Den første modterroraktion fandt sted 5. december 1943, da tre kommunister som gengæld for drabet på en tysk politisoldat blev skudt ned af det tyske sikkerhedspoliti under foregivende af et flugtforsøg. Det var dog først 30. december 1943, at den officielle førerbefaling omkring modterror i Danmark kom. Hitler havde på et møde med Werner Best, Hermann von Hanneken og Günther Pancke beordret, at hver sabotageaktion i Danmark skulle gengældes med modsabotager og hvert drab på en tysk soldat ligeledes skulle modsvares. I stedet for gidselnedskydninger, som ifølge Hitler kun skaffede modstandsbevægelsen martyrer, forlangte han anonyme drab på modstandsbevægelsens ”åndelige bagmænd”. Det første offer for den terrorform var digteren Kaj Munk, der blev dræbt af tyskerne 4. januar 1944.
Modterroren øges I de første seks måneder af 1944 var beslutningen om ofre og mål for den tyske modterror blevet truffet af en snæver inderkreds omkring sikkerhedspolitichef Bovensiepen – den såkaldte kaffeklub. Dermed afgik ordrerne fra centralt hold, hvilket medvirkede til, at modterroren ikke fik et vilkårligt islæt. I løbet af sommeren 1944 blev udvælgelsen imidlertid mere decentral, såvel som den antog en skærpet form. Årsagerne til den skærpede kurs var bl.a. en forordning fra Hitler udsendt 30. juli 1944, hvori der forlangtes en umiddelbar nedkæmpelse af sabotører. Med opløsningen af det danske politi 19. september 1944 forsvandt endnu en barriere for den tyske modterror, idet tyskerne ikke længere i deres aktioner skulle tage hensyn til, at det danske politi stadig fungerede. Dermed kunne tyskerne foretage aktionerne mere frit, med mindre risiko og ikke mindst på eget initiativ. Modterroren ændrede også karakter, i det den nu åbenlyst skulle vise den danske befolkning, hvilke omkostninger likvideringer af tyskere og af danskere i tysk tjenester havde. Der var dermed ikke længere tale om en anonym modterror fra tysk side. Blandt de mere kendte grupper, der stod bag den tyske modterror, er Petergruppen, der udførte 91 clearingdrab og udrettede schalburgtage for adskillige millioner.
(CMC)
Litteratur: Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002. Sven Henningsen: Esbjerg under den anden verdenskrig 1939-1945. 1955. Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-1945. 2003. Claus B. Christensen et. al. Danmark besat. Krig og hverdag 1940-1945.
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Montgomery, Bernard Law (1887-1976)Montgomery var den britiske feltmarskal, der modtog den tyske kapitulation for bl.a. Danmark. I 1939-40 var han i Frankrig, hvor han havde kommandoen over en division. Efterfølgende kom han til England, hvor han fik kommandoen over styrker i den sydøstlige del af landet. I 1942 blev Montgomery chef for den britiske 8. armé i Nordafrika, hvor han i oktober samme år satte en modoffensiv ind ved El-Ala'mein, og i maj måned 1943 kapitulerede tyskerne i Tunesien. Herefter førte han 8. armégruppe til Sicilien og videre op gennem det østlige Italien. Det blev bestemt, at Montgomery skulle lede invasionen ved Normandiet (se også D-dag), og han blev udnævnt til feltmarskal. Han ledte den britisk-canadiske 21. armégruppe gennem det nordlige Frankrig, Belgien, Holland og Nordtyskland, og 4. maj 1945 kapitulerede tyskerne i Holland, Nordvesttyskland og Danmark. Den 12. maj besøger Montgomery København, hvor han kørte i triumftog gennem byen. (HSH) A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Munch, Peter Rochegune (1870-1948)P. Munch var medlem af Det radikale Venstre og udenrigsminister fra 1929-1940. Han var således udenrigsminister, da Danmark blev besat 9. april 1940. P. Munch havde i sin tid som udenrigsminister ført en neutralitetspolitik, og i 1939 havde Danmark og Tyskland indgået en ikke-angrebspagt. Da Danmark blev besat, protesterede P. Munch over for den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink. Pga. den fejlslagne neutralitetspolitik tilbød P. Munch 9. april 1940 at træde tilbage, men det blev afvist. I stedet arbejdede han i månederne efter besættelsen for, at Danmark opretholdt så meget suverænitet som muligt. Ved regeringsomdannelsen i juli 1940 blev P. Munch afløst af Scavenius på posten som udenrigsminister. Han fik i stedet en post i Nimandsudvalget. Efter befrielsen trak P. Munch sig tilbage og stillede heller ikke op til Oktobervalget 1945. (HSH) A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Munck, Ebbe (1905-1974) Ebbe Munck var tilknyttet Berlingske Tidende som korrespondent bl.a. under den spanske borgerkrig i 1936. Han skabte sig et omfattende netværk af kontakter og modtog bl.a. en henvendelse om samarbejde fra det britiske efterretningsvæsen. Munk viste ikke umiddelbart interesse for et samarbejde, men efter 9. april 1940 sørgede han for at blive sendt til det neutrale Stockholm som korrespondent. Inden afrejsen fik han kontakt til Generalstabens efterretningstjeneste, som var villige til at sende ham informationer, der kunne videregives til de britiske myndigheder. I oktober 1940 fik han kontakt med SOE, der havde til formål at fremme sabotageaktiviteter i det besatte Europa. Der var imidlertid på det tidspunkt ikke basis for sådanne aktiviteter i Danmark, men Munck opretholdt forbindelsen til SOE. Efterhånden som organisationens modstandsarbejde i Danmark udviklede sig, gik han i stigende grad uden om de danske efterretningsofficerer. Han blev i 1942 fritstillet af Berlingske Tidende efter pres fra tysk side, men fortsatte i Stockholm som freelance-journalist. Munck bidrog bl.a. til etableringen af Den Danske Brigade, og han blev opfattet som repræsentant for Frihedsrådet i Stockholm. På den måde fungerede han ofte som forhandler mellem allierede myndigheder og den danske modstandsbevægelse. Efter besættelsen fortsatte han som korrespondent for Berlingske Tidende, inden han indtrådte i udenrigstjenesten – bl.a. som ambassadør i Thailand – for til sidst at blive hofchef for Dronning Margrethe 2. (LAH) Litteratur: Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Flemming Muus var, da 9. april 1940, udsendt til Liberia af et større britisk handelsfirma. Han søgte herefter straks til England, hvor han ville melde sig i britisk krigstjeneste. Han nåede først frem i april 1942, hvorefter han blev rekrutteret til sabotageorganisationen SOE. Han blev sendt til Danmark sammen med tre andre faldskærmsagenter i marts 1943. Det var hans opgave at genoplive organisationens arbejde efter den tidligere faldskærmschef Christian Michael Rottbølls død i september 1942. Muus viste sig at være en yderst dynamisk og initiativrig leder, og han arbejdede - stik imod SOE’s planer - for den øgede sabotageaktivitet, der var medvirkende årsag til udviklingen af Augustoprøret i 1943. Ved den efterfølgende oprettelse af Frihedsrådet indtrådt Muus som repræsentant for de frie danske i udlandet. Fra oktober til december 1943 var Muus tilbage i London, hvor han deltog i udarbejdelsen af planerne for modstandsbevægelsens organisering, forud for den forventede allierede invasion. Ved tilbagekomsten til Danmark i december 1943 arbejdede Muus tæt sammen med de militære og politiske kredse, mens han distancerede sig fra Frihedsrådet. Det betød, at han flere gange kom i konflikt med SOE, der netop havde indledt et tættere samarbejde med Frihedsrådet, og han mistede dermed indflydelse. I december 1944 var det dog blevet for farligt for ham i Danmark, og han blev evakueret til Stockholm. Herfra kom han tilbage til London, hvor han blev til befrielsen. Han var imidlertid under mistanke for at have svindlet med de midler, som han havde fået til rådighed af organisationen, og det ledte i 1946 til, at han i Danmark blev dømt for underslæb. Han opnåede dog benådning på betingelse af, at han forlod landet i nogle år. Han vendte efter tre år tilbage til Danmark og virkede bl.a. som forfatter til flere selvbiografiske bøger. (LAH) Litteratur: Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005. A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
|
|
||||||||||||||
