Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Smædedigt om Hipo. Ukendt oprindelse. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De Hvide busser 1945.(HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jørgen Haagen Schmith

(Fra Bent Demer 1945)

Klik for større billede

 

 

Leksikon

H

Handelsflåden

Den danske handelsflåde deltog i hele den anden verdenskrig. Fra krigens begyndelse i Europa i september 1939 og til den sluttede i Stillehavet i august 1945. I månederne frem til den tyske besættelse, hvor Danmark var neutralt, sænkedes trods neutraliteten 29 danske skibe, der næsten alle blev torpederet af tyske ubåde i Nordsøen.

Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 skabte en opdeling af handelsflåden i en hjemmeflåde, der befandt sig i danske farvande, og en udeflåde, som nu blev afskåret fra hjemlandet.

To tredjedele af den danske handelsflådes tonnage befandt sig den 9. april udenfor dansk / tysk kontrol. Cirka halvdelen af disse skibe gik til neutrale havne, og resten søgte engelsk havn for at stille sig til rådighed for kampen mod Tyskland. Efterhånden som krigen skred frem søgte en større og større del af udeflådens skibe under allieret flag.

Hjemmeflåden sejlede ad minestrøgne ruter i de danske farvande samt i Østersøen og transporterede varer mellem de danske havnebyer og til og fra Norge, Sverige og Finland. Sejlads indenfor spærringen var risikofyldt. Faren for at sejle på en mine var stor, og handelsskibene var ofte udsat for angreb af engelske flyvemaskiner. Flyangrebene fik tyskerne til at kræve skibene i den danske hjemmeflåde bevæbnet med antiluftskyts, men her stod rederne og myndighederne fast. Danmark kunne som neutralt land ikke skyde mod flyvemaskiner uanset deres nationalitet. Sejladsen i de indre farvande var desuden begrænset af tidens isvintre, og manglen på brændstof førte i løbet af krigen til, at mange af hjemmeflådens skibe måtte oplægges. Hjemmeflåden mistede under krigen 35 skibe og 250 søfolk.

Udeflåden sejlede fra den 9. april og til krigens slutning for de fleste skibes vedkommende under allieret flag – enten engelsk eller amerikansk. Skibene fik deres instruktioner fra London eller New York, hvor de største danske rederier havde kontorer. Søfolkene blev organiseret i et dansk forbund i Newcastle med en afdeling i New York. De danske skibe deltog i de allieredes transportopgaver overalt, hvor krigsindsatsen krævede det. I småskibsfart rundt om Storbritannien, i konvojer på Atlanten og i invasionerne på Sicilien og i Normandiet. Fra slutningen af 1943 fik danske skibe i britisk tjeneste tilladelse til at føre dansk flag og Danmark kom dermed nærmede en status som allieret. Udeflåden mistede under krigen 128 skibe og 850 søfolk.

De overlevende krigssejlere vendte hjem i løbet af 1945 efter 5 – 6 år med ingen eller begrænset kontakt med Danmark. De kom alene eller i små grupper og fik ikke nogen heltemodtagelse.

(KMA)

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002

Christian Tortzen: Krigssejlerne. 1995

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

von Hanneken, Hermann (1890-1981)

General og øverstkommanderende for de tyske besættelsestropper i Danmark i perioden oktober 1942 – januar 1945. v. Hanneken afløste general Erich Lüdke på posten. v. Hanneken var ansvarlig for invasionsforsvaret i Danmark, og han anlagde en hårdere besættelseskurs. Den hårde fremfærd mod bl.a. modstandsbevægelsen var stik imod den rigsbefuldmægtigede Werner Bests politik, og de to var i åben konflikt med hinanden.  Den 29. august 1943 opløste v. Hanneken den danske hær og flåde, og 19. september 1944 bakkede han op om opløsningen af det danske politi. v. Hanneken blev 27. januar 1945 afskediget - anklaget for korruption. I 1948 blev han ved Københavns Byret idømt otte års fængsel for krigsforbrydelser. Han frikendtes i 1949 af landsretten og blev udvist af Danmark.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Helweg-Larsen, Flemming (1911-1946)

Helweg-Larsen blev født på St. Croix, hvor faderen var præst. I 1917 rejste familien til Danmark, og Helweg-Larsen voksede op i København. Efter realeksamen blev han kontorelev, men i 1932 rejste han til Sydamerika, hvor han opholdt sig i tre år. Han arbejdede bl.a. som ”gaucho”, dvs. sydamerikansk cowboy. Fra 1935-1941 havde han forskellige ansættelser som repræsentant og sælger. I årene 1940-42 udgav han tre bøger om sine eventyrlige oplevelser i Sydamerika.

Den 25. juni 1941 meldte Helweg-Larsen sig til tysk tjeneste i Waffen-SS. Han blev optaget i Regiment Nordland i Division Wiking. Efter ophold på en SS-forskole blev han PK-mand, dvs. krigskorrespondent og propagandamand.                                                                                                              Helweg-Larsen deltog i den egenskab på både øst- og vestfronten, men han var også indsat som almindelig frontsoldat og modtog flere militære hædersbevisninger. Meget tyder på, at Helweg-Larsen også var tilknyttet Sicherheitsdienst, dvs. den tyske efterretningstjeneste.

Helweg-Larsen er imidlertid mest kendt og berygtet for sine aktiviteter her i landet. I forbindelse med undtagelsestilstanden 29. august 1943 deltog han i arrestationen af fremtrædende danskere, og den 30. august skød og dræbte han den danske journalist Carl Henrik Clemmensen. Søren Kam, der var leder af Schalburgkorpsets skole, og Jørgen Bitsch fra Schalburgkorpset deltog også i drabet.  

Ifølge Helweg-Larsens udsagn var mordet et affektdrab. Clemmensen havde spyttet på en journalist fra den nazistiske avis ”Fædrelandet”. For at statuere et afskrækkende eksempel over for andre, der generede danskere i tysk tjeneste, havde det været SS-folkenes hensigt at tildele Clemmensen en gang tærsk. Situationen udviklede sig imidlertid til drab. Drabet var baggrunden for, at Helweg-Larsen som den første af i alt 46 såkaldte ”landssvigere” (Se Landssvigerne) blev henrettet i januar 1946.

I modsætning til senere processer under Retsopgøret faldt dommene i Helweg-Larsens tilfælde usædvanligt hurtigt. Øjensynlig ønskede man fra myndighedernes side med denne første og hurtige dom at signalere villighed til at gøre brug af straffelovstillæggets strengeste straf. (Se Retsopgøret) Grovere forbrydere blev senere idømt mildere straffe eller benådet for dødsstraf. Den hårde linje mht. anvendelse af dødsstraf blev ikke fastholdt, og den hurtige proces blev derfor Helweg-Larsens ulykke.

                                                                                                                                                 (MJ)   

Litteratur:

Dødsdømt. Flemming Helweg-Larsens beretning. Udg. af Henrik Skov Kristensen og Ditlev Tamm. 2008                                                                                                                                          Niels Helweg-Larsen: Flemingway. Historien om et venskab. 1998.                                                         Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1984.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Hipokorpset

Hipokorpset var navnet på det danske korps med politifunktion, som under tysk kontrol blev sat ind efter politiaktionen 19. september 1944. Hipo udgjorde 5. afdeling under ET, der oprindeligt var en efterretningsafdeling under den danske SS-lignende enhed Schalburgkorpset. ET løsrev sig dog fra Schalburgkorpset 1. april 1944, og efter aktionen mod politiet kom organisationen til at bestå af 10 selvstændige afdelinger med underafdelinger over hele landet. Hipokorpset udgjorde en sådan underafdeling og var dermed del af et stort netværk, der også havde forbindelse til Gestapos arbejde.

Korpset blev ledet af den tidligere politimand Oktavius Norreen. I alt blev der optaget 550 mand i korpset, hvoraf langt størstedelen virkede i København. En mindre del fungerede dog som tolke og vagter fordelt på 30 gendarmeriposter landet over. Her skete det, at Hipo-folkene deltog i opklaringsarbejde og arrestationer efter sabotageaktioner.

Hipo var en forkortelse af det tyske ord ”Hilfspolizei”. Det var meningen, at korpset skulle udgøre et vigtigt bidrag til det danske politi efter den reorganisering af styrken, som var det egentlige formål med politiaktionen i september 1944. Men aktionen endte med, at dansk politi indstillede arbejdet og gik under jorden. I stedet oprettede den Højere SS- og Politifører, Günther Pancke, Hipokorpset dagen efter aktionen - dvs. 20. september 1944. 

Siden foråret 1944 havde ET skaffet sig adgang til politiets arkiver med henblik på at danne sig overblik over de enkelte politifolks holdninger. Det var oprindeligt meningen, at  tyskvenlige kriminalbetjente skulle indgå som en del af Hipokorpset. Sådan gik det dog ikke, og Hipokorpset kom i stedet til at bestå af folk, som hentedes inden for Schalburgkorpset og ET’s egne rækker. Det fik fra oprettelsen forbindelser til det tyske politi og til terrorgrupper, hvoraf enkelte arbejdede direkte sammen med Hipo.

Som en del af ET bestod Hipokorpsets hovedopgaver bl.a. i at bistå det tyske politi i kampen mod sabotage. Dette skete gennem indsamling af informationer om illegale aktiviteter og personer. Informationerne indsamledes bl.a. ved brug af civile informanter, men også ved infiltrering af illegale grupper og endelig deltog Hipo også i arrestationer, afhøringer samt til tider også totur og terroraktioner, der udførtes i samarbejde med terrorgrupperne.

De sortuniformerede Hipofolk var yderst ilde set i befolkningen, hvor de blev kaldt for "Hipo-svin". Hipo-folkene var kendte for deres tilfældige voldelige overfald på civile, og der blev slået hårdt ned på dem efter befrielsen og under retsopgøret. Medlemmerne af Hipokorpset blev den gruppe af landssvigere eller landsforrædere, som samlet set blev hårdest straffet under retsopgøret – nemlig med gennemsnitligt 11 års fængsel pr. person.

 (LAH)

Litteratur:
Andreas Monrad Pedersen: Schalburgkorpset – historien om korpset og dets medlemmer 1943-45. 2000.
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-45. 2003.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Hjalf, Viggo (1900-1985)

Kaptajn Viggo Hjalf var leder af Den lille Generalstab 1943-45 og fra juli 1944 medlem af Frihedsrådets K-udvalg. Han havde fra 1939 været en af General Ebbe Gørtz nære medarbejdere og blev af denne udpeget til leder af Den lille Generalstab, der blev dannet efter hærens internering 29. august 1943.

Hjalf tog sig særligt af organiseringen af hærens officerer. I K-udvalget varetog Hjalf meget klart hærens interesser. Det blev han kritiseret stærkt for. Særlig de Københavnske civile sabotagegrupper mente, at de ikke fik de våben, de havde brug for, fordi man ikke ville forsyne kommunisterne med våben. Herudover blev han også stærkt kritiseret for ikke at ville integrere hærens storkøbenhavnske O-grupper med de øvrige grupper under Københavnsledelsen.

Den 5. maj 1945 blev han udpeget til at lede den stab, der skulle tage sig af den indledende genorganisering af hæren efter befrielsen, og i 1957 blev han udnævnt til chef for hæren. I 1959 blev han involveret i en voldsom avisdebat pga. sit forsvar for Den lille Generalstabs arbejde netop i forbindelse med våbenfordelingen. Kritikken af Hjalf og Den lille Generalstab blev klarest formuleret i det kommunistiske blad Land og Folk, og derfor anlagde Hjalf injuriesag mod bladets chefredaktør Børge Houmann. Hjalf vandt ganske vist sagen i retten, men regeringen valgte ikke at forlænge hans kontrakt med hæren, da den udløb i 1960.

  (LAH)

Litteratur:

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Holger Danske

Holger Danske var navnet på en sabotageorganisation, som hovedsageligt virkede i København. Organisationen kan ses som det borgerlige modstykke til den oprindelig kommunistiske sabotageorganisation BOPA. Organisationen opstod i april 1943 omkring Josef ”Tom” Søndergaard. Den bestod ifølge Søndergaard i begyndelsen af seks personer, og den havde tilholdssted på Stjerneradio i Istedgade. Holger Danske talte ved befrielsen omkring 350 mand. 64 medlemmer af organisationen blev dræbt, ligesom Holger Danskes grupper oplevede flere voldsomme oprulninger af tysk politi. Endelig er det den organisation, der stod bag det største antal stikkerlikvideringer. Der regnes med i alt ca. 200.

Organisationens udvikling kan opdeles i tre faser, der også betegnes Holger Danske I, II og III.

Holger Danske I havde forbindelse til borgerligt foreningsarbejde fx terrænsportsforeningen, og til det illegale blad De frie Danske, hvorfra man bl.a. rekrutterede medlemmer. Organisationen havde dermed et stærkt national-konservativt islæt. Kredsen omkring Søndergaard talte mange tidligere Finlandsfrivillige, dvs. danskere der havde meldt sig på Finlands side i kampen mod russerne i den finske vinterkrig 1939-40. I udviklingen af sabotagen modtog Holger Danske både instruktion og sprængmidler fra BOPA, hvis medlemmer var kommunister og loyale over for Sovjetunionen.

I juli 1943 etablerede gruppen sin egen sprængstofkontakt til sabotageorganisationen SOE. Det resulterede i en række aktioner i løbet af sommeren 1943. Den første blev med ringe succes foretaget 7. maj 1943 mod firmaet Standard Electric i Rådmandsgade, der producerede radiokommunikationsudstyr til Tyskerne. Den mest kendte aktion udgjordes til gengæld af sprængningen af Forum 24. august. Skaden opgjordes efterfølgende til 73.000 kr., hvilket i dag ville svare til godt 1.460.000 kr. Aktionen blev udført, fordi Forum var blevet overtaget af værnemagten til at huse tyske tropper. Efter aktionen måtte de fleste af gruppemedlemmerne i september flygte til Sverige. Det gjaldt også Søndergaard selv, der var blevet hårdt såret under aktionen.

Holger Danske II opbyggedes herefter på ny af Jens Lillelund. Lillelund havde haft en løs forbindelse til den første Holger Danske-gruppe. Han havde desuden forbindelse til Mogens Staffeldt, der var knyttet til Dansk Samling. Herved fik han forbindelse til SOEs folk i Danmark, ligesom organisationen fik en slags repræsentation i Frihedsrådet fordi man nu havde forbindelse til Dansk Samling. Forbindelsen var dog blot løs, idet Dansk Samlings repræsentant i Frihedsrådet var Arne Sørensen, der ikke engagerede sig i sabotagen.

Fra oktober 1943 opstod der herefter fem grupper, der alle udøvede sabotageaktioner. Gruppe 1 ophørte imidlertid allerede i oktober med at eksistere, ligesom gruppe 3 opløstes i januar 1944. Gruppe 5 gik hurtigt i opløsning, men herfra sluttede de mest aktive medlemmer sig til de fremtrædende modstandsfolk Flammen og Citronen hhv. Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmidt.

Gruppe 2 og 4 viste sig betydelig mest succesfulde. De bestod af relativt unge og veluddannede folk - hhv. søkadetter og studenter i gruppe 2 og kornetter i gruppe 4.

Gruppe 2 gennemførte bl.a. en stor aktion mod B&W 15. januar 1944, og rettede i det hele taget deres aktiviteter mod industrivirksomheder. Gruppen udførte også aktioner som en slags rejsende sabotører i Jylland, men blev imidlertid revet op efter to aktioner i Åbenrå 6. februar 1944.

Gruppe 4 eksisterede frem til maj 1944, hvor de fleste medlemmer blev arresteret.

Det var Dansk Samling-manden Eigil Barfod, der på opfordring fra faldskærmschefen Flemming B Muus overtog arbejdet med at reorganisere Holger Danske, da Mogens Staffeldt var blevet arresteret i februar 1944. Han indsatte Knud Gamst-Pedersen som praktisk hjælper. Det betød, at ledelsen var delt i en politisk leder i form af Barfoed selv, der tog sig af forbindelsen til bl.a. Frihedsrådet, og en daglig ledelse i form af Gamst-Petersen, der tog sig af de militære aspekter. På den måde lignede organisationen meget BOPA i samme periode. Man rekrutterede ud over de allerede eksisterende grupper bl.a. fra officersskolens civile afdeling og fra Københavns Amts Skytteforening. På den måde kunne man i løbet af forsommeren igen optrappe sabotageaktiviteterne frem til Folkestrejken i København 1944. Herefter holdt man på SOE’s anvisninger pause frem til efteråret 1944.

I juni 1944 skiftede Holger Danske imidlertid tilhørsforhold, idet Jens Lillelund, der havde været flygtet til Sverige, vendte tilbage for at forhandle med Frode Jakobsen om Holger Danskes tilslutning til Ringen frem for Dansk Samling. Forhandlingerne skete efter, at menige i organisationen havde opfordret til det. Lederskiftet skyldtes nok til dels utilfredshed med den ringe aktivitet under sabotagestoppet, men Lillelund havde måske også ønske om at knytte Holger Danske til en officielt upolitisk organisation som Ringen.  Medlemmerne, som først i september fik besked om skiftet, var kritiske over for ændringen.

Tilknytningen til Ringen betød imidlertid, at organisationen var stærkere repræsenteret i Frihedsrådet, ligesom medlemmerne nu modtog den løn, der i al hemmelighed fra sommeren 1944 kunne udbetales til de illegale. Endelig lykkedes det Frode Jakobsen at knytte en del unge socialdemokrater til organisationen og dermed sikre den et bredere politisk grundlag.

Holger Danske udøvede en omfattende rekrutteringsaktivitet, bl.a. fordi man ud over at udføre sabotage ville forberede et militært opgør i Danmark. Man havde en klar forventning om, at det ville komme til krigshandlinger på dansk grund, hvilket bl.a. resulterede i, at man i september 1944, da der gik rygter om en invasion, forskansede sig i noget bebyggelse nord for København. Af den grund gik en stor del af aktionerne også ud på at skaffe forsyninger, våben, brændstof, biler mm. Organisationen rettede desuden mange aktioner direkte mod besættelsesmagtens danske hjælpere. Ud over stikkerlikvideringer angreb Holger Danske-folk 25. november 1944 en vagtbarak tilhørende Sommerkorpset, et dansk korps, der ydede vagttjeneste for besættelsesmagten. Angrebet var brutalt i en dansk sammenhæng, idet de korpsfolk, der overgav sig, blev stillet op ad muren og skudt.   

Selvom Holger Danske og BOPA havde lighedspunkter, var der alligevel afgørende forskelle på organisationerne. Således var Holger danske langt mere demokratisk opbygget, i hvert fald indtil oktober 1944, hvor man nedsatte en femmandsledelse. Den demokratiske struktur kombineret med den omfattende rekruttering medførte imidlertid store sikkerhedsbrist, som BOPA i kraft af sin stærke topstyring og klare sikkerhedsregler i højere grad undgik. Endelig var Holger Danske mere tilbøjelige til at bruge deres aktioner i propagandaøjemed. Fx blev organisationen berømt for 23. og 24. april 1944 at stoppe forevisningerne i ni københavnske biografer for i stedet at afspille en tale, samtidig med at man på lærredet viste en karikaturtegning af Hitler. Ligeledes affyrede man 30. april 1944 hele 21 bomber i anledning af prinsesse Benediktes fødsel, samtidig med at man uddelte små løbesedler, der forklarede baggrunden for aktionen, og som var underskrevet med navnet Holger Danske. Bomberne skulle erstatte de officielle salutskud, der normalt blev affyret ved en sådan lejlighed, men for nogen vakte det forargelse, at man spildte det dyrebare sprængstof på blot at få opmærksomhed.

Der er flere eksempler på, at Holger Danske og BOPA hjalp hinanden med konkrete aktioner.

  (LAH)

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-45. 2005.

Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde I det? : Personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning, 1-2. 2001.

Jørgen Kieler: Nordens lænkehunde, 1-2. 1993.

Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945. 1997.

Jørgen Røjel: Holger Danske rejser sig. 1993.

 A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Horserødlejren

Horserødlejren er betegnelsen for en interneringslejr i Nordsjælland, der i de første besættelsesår af danske myndigheder blev anvendt som fangelejr for skiftende grupper af tilbageholdte civile borgere.

Lejren var i 1917 opført til russiske krigsfanger. Indtil 1940 var lejren feriekoloni for københavnske skolebørn, og umiddelbart efter den tyske besættelse af Danmark, ændredes den til fangelejr for tyske emigranter, der i løbet af trediverne var flygtet fra det nazistiske styre. Disse flygtninge blev efter tysk ordre arresteret af dansk politi og i løbet af det første år af besættelsen ført tilbage til Tyskland.

I forbindelse med det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 forlangte tyskerne ledelsen af det danske kommunistparti arresteret. Også de blev interneret i Horserødlejren. Senere indsattes adskillige modstandsfolk med og uden tilknytning til kommunisterne.

Lejren var indtil sammenbruddet af samarbejdspolitikken under dansk kommando, men den 29. august 1943 overtog tyskerne ledelsen, og allerede i oktober deporteredes ca. 150 danske kommunister fra Horserød til den tyske koncentrationslejr Stutthof. I forbindelse med arrestationen af jøderne den 1. oktober 1943 blev ca. 300 danske jøder interneret i Horserød for i lighed med kommunisterne at blive sendt videre til tyske kz-lejre. Til gengæld voksede de internerede modstandsfolks antal, og da de tyske myndigheder arresterede flere og flere, nåede lejren i 1944 op på at rumme 750 indsatte.

Det var langt flere end pladsforholdene tillod, og i august 1944 overførtes alle indsatte i Horserød til den nyåbnede Frøslevlejr nord for den dansk-tyske grænse. Horserødlejren blev gennem resten af krigen brugt som tysk feltlazaret for sårede soldater.

Efter besættelsen overtog det danske fængselsvæsen området og anvendte det til internerede landsforrædere. I dag fungerer stedet som åbent fængsel. Der findes desuden et Horserødlejrens Museum, der viser stedets historie. Se mere på http://www.natmus.dk/SW4613.asp

 (KMA)

 Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45. 2002

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Houmann, Børge (1902-1994)

Børge Houmann var medlem af ledelsen i det illegale kommunistiske parti og medlem af Frihedsrådet. Houmann kom fra en middelklasse familie og var oprindelig sympatisk indstillet over for Socialdemokratiet. Han blev imidlertid påvirket af den økonomiske verdenskrise og meldte sig i 1930 ind i DKP. Her fik han hurtigt ledende poster. Ved besættelsen 9. april 1940 gik han ind for, at DKP skulle forblive legalt så længe som muligt.

Det lykkedes Børge Houmann at undgå arrestation ved aktionen mod kommunisterne 22. juni 1941, og han deltog fra juni 1941 i det illegale partiarbejde. På den måde kom han fra efteråret 1941 til at stå for udgivelsen af de illegale blade Danske Toner og Politiske Maanedsbreve  - det senere Land og Folk.

Børge Houmann deltog fra januar 1942 i arbejdet med frontorganisationen Frit Danmark, og han indtrådte siden i redaktionskomitéen for det illegale blad af samme navn. I Frit Danmark spillede han en fremtrædende rolle og fungerede som reel leder, indtil Mogens Fog tog over i marts 1943.

Houmann var desuden politisk leder af sabotageorganisationen BOPA, ligesom det var ham, der i sin egenskab af koordinator for organisationen kom til at knytte forbindelser til SOE.

I september 1943 indtrådte Børge Houmann desuden som repræsentant for DKP og BOPA i Danmarks Frihedsråd, hvor han spillede en fremtrædende rolle, ligesom han var medlem af kontaktudvalget fra det blev oprettet i august 1944 til han i januar 1945 blev syg.

Børge Houmann var stærk tilhænger af, at modstandsbevægelsen skulle være stærkt repræsenteret i Frihedsregeringen, ligesom han ofte igennem sine indlæg i de illegale blade søgte at bane vejen for kommunisterne efter befrielsen.

Efter besættelsen var Børge Houmann i årene 1945-1955 chefredaktør på Land og Folk, ligesom han var aktiv debattør. Han holdt hele sit liv fast i en skarp fordømmelse af samarbejdspolitikken

 (LAH)

 

Litteratur:

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

De Hvide Busser

De hvide busser benyttes ofte som en samlet betegnelse for de busser, der i april 1945 hjembragte danske og norske Kz-fanger fra Tyskland. Koordinationen og udførelsen af evakueringen af Kz-fangerne blev varetaget af Røde Kors. De hvide busser, som blev benyttet, var malet med røde kors på taget og på siden, så de allierede bombefly ville være i stand til at genkende dem og ikke tro, at de eksempelvis var tyske militærtropper og derfor bombe dem.

Røde Kors´ pakker
De hvide busser blev i løbet af krigen også benyttet til at sende pakker ned til de danske Kz-fanger. Dansk Røde Kors havde siden sommeren 1941 via bustransporter sendt pakker med mad, tøj, tobak m.m. til de danskere, der var blevet sendt til de tyske koncentrationslejre. Bl.a. sendte Røde Kors i januar 1945 ca. 4300 pakker til de danske internerede i lejren Neuengamme, og de arresterede danske politifolk i lejren Buchenwald modtog Røde Kors´ pakker. Transporten af pakkerne gennem Tyskland blev yderligere vanskeliggjort i krigens sidste måneder bl.a. pga. de ødelæggelser, de allieredes bombninger havde medført og pga. den massive strøm af tyske flygtninge, der blokerede vejene, så busserne ofte måtte holde i kø.  

Evakueringsplanerne
Evakueringsplanerne om hjemtransporter af de danske og norske Kz-fanger kom i stand med greve Folke Bernadotte som mellemmand, da denne i februar 1945 fløj til Berlin for på vegne af Norge og Danmark at forhandle med Heinrich Himmler. Bernadotte havde fået til opgave at anmode om, at de nordiske fanger, der var interneret i de tyske koncentrationslejre, skulle frigives for at blive interneret i Sverige indtil krigens afslutning.

Det blev af Norge og Danmark anset for hensigtsmæssigt, at det var det neutrale Sverige, der stod for henvendelsen til de tyske myndigheder. Sverige havde pga. sin neutrale position i krigen stadig en fungerende ambassade i Berlin og var via denne i besiddelse af forbindelser, der muligvis kunne lette forhandlingerne med de tyske myndigheder.

Det lykkedes Bernadotte at få et møde i stand med Himmler og efter flere forhandlinger, indvilgede tyskerne i marts 1945 i at samle de norske og danske fanger i koncentrationslejren Neuengamme, der lå placeret i nærheden af Hamborg

Efter Himmler i marts 1945 havde givet endeligt tilsagn om, at man måtte samle de skandinaviske fanger i Neuengamme, blev 283 personer fra Sverige og Danmark heriblandt læger, sygeplejersker og mekanikere sendt af sted med busser og lastbiler for at opspore de norske og danske fanger i de tyske koncentrationslejre og samle dem i Neuengamme.

Overførslen af de skandinaviske fanger til Neuengamme medførte, at lejren blev yderligere overfyldt og trods det, at Svensk Røde Kors opstillede ekstra barakker i lejren, var det nødvendigt at flytte fanger af andre nationaliteter fra Neuengamme til andre koncentrationslejre.

Til trods for at forhandlingerne om at få samlet de skandinaviske fanger i én lejr var lykkedes, fortsatte forhandlingerne med de tyske myndigheder med henblik på at få fangerne overført til Sverige.

Bernadotte blev 2. april 1945 igen sendt til Berlin, og denne gang indvilgede Himmler i, at alle syge norske og danske kvinder måtte overføres til Sverige. Herefter blev en massiv sygetransport af hvide busser mellem Neuengamme og Sverige iværksat. 17 dage senere efter flere forhandlinger blev der fra tysk side givet tilladelse til, at alle skandinaviske fanger kunne overføres til Frøslevlejren og herfra videre til Sverige.

Hjemtransporterne kommer i stand
Efter denne besked opstod der travlhed hos de skandinaviske myndigheder, der dog havde forberedt sig på situationen. Således havde man samlet 114 busser ved den dansk-tyske grænse, der alle var blevet påmalet de kendetegnende røde kors, og 20. april afgik disse 114 busser, 8-10 ambulancer samt lastbiler og motorcykler mod Neuengamme for at hente de skandinaviske fanger. Det lykkedes at evakuere de skandinaviske fanger i lejren, men i løbet af natten blev den sidste konvoj udsat for et luftangreb, der dræbte to fanger og sårede otte.

Ligeledes blev der i april 1945 sendt 21 svenske busser til lejren Ravensbrück, såvel som et godstog afgik og var med til at evakuere 4000 kvinder fra denne lejr.

Størstedelen af de evakuerede fanger var svækkede og underernærede, og for at identificere mulige sygdomme gennemgik de alle en lægeundersøgelse, når de nåede over den dansk-tyske grænse. De syge blev herfra sendt videre til behandling på hospitaler.

Evakueringen af de skandinaviske fanger var omfattende og krævede planlægning, organisering og ikke mindst frivillige. Ikke alle skandinaviske fanger blev evakueret af de hvide busser i krigens sidste måneder, bl.a. var der en del norske fanger, som det ikke var lykkedes at finde frem til, hvorfor man efter kapitulationen iværksatte en eftersøgning af dem.

(CMC)

Litteratur:
Jørgen H Barfod: Redning fra Ragnarok. 1983.
Folke Bernadotte: Sidste Akt. 1945.
Johannes Holm: Sandheden om de hvide busser. 1984.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Hvidsten-gruppen

Hvidsten-gruppen er navnet på en modstandsgruppe, der næsten udelukkende beskæftigede sig med våbenmodtagelse, men som også til tider husede faldskærmsagenter. Den blev i foråret 1943 af afgørende betydning for, at modstandsbevægelsen modtog sprængstoffer fra SOE i London og dermed kunne udføre langt større og mere effektive sabotageaktioner. Gruppen blev kendt for sin dristighed, men 11. marts 1944 blev samtlige gruppemedlemmer arresteret ved en tysk razzia. Otte af gruppemedlemmerne blev 26. juni 1944 dømt til døden ved en tysk krigsret. De blev henrettet i Ryvangen 29. juni 1944. De øvrige gruppemedlemmer blev dømt til hårde tugthusstraffe.

Hvidstengruppen var på opfordring af Flemming Juncker opstået omkring ejeren af Hvidsten Kro i Nordjylland, Marius Fiil, som rekrutterede medhjælpere fra sin familie og nærmeste bekendtskabskreds. Gruppen bestod af ca. 12 medlemmer inklusiv Fiils søn og svigersøn, ligesom også to af hans døtre var involveret.

Den første nedkastning af britiske våben og sprængstoffer fandt sted natten mellem 11. og 12. marts 1943 på Trinderup hede øst for Mariager. I den forbindelse forespurgte Ole Geisler, der var udsendt af SOE, hos Marius Fiil, om han ville være behjælpelig med at transportere materialet væk. Det ville Fiil og han fik i første omgang hjælp af sin genbo, Andreas Stenz, og dr. Thorup Petersen. Siden foreslog Marius Fiil og Thorup Petersen imidlertid, at man fandt en nedkastningsplads tættere på Hvidsten. Valget faldt på et terræn på Allestrupgårds marker, der lå 4-5 km. fra Hvidsten Kro. Området var særlig godt egnet pga. nogle store vandhuller, hvori man kunne skjule de tomme containere, der havde indeholdt våbnene. Området fik kodenavnet Mustard Point.

På nedkastningspladsen i Allestrupgaard Skov modtog gruppen alene i april og maj 1943 syv faldskærmsfolk og næsten 50 containere med våben og sprængstoffer.

Hvidsten-gruppens succes med våbenmodtagelserne var af stor vigtighed for den danske modstandsbevægelse. For det første blev det af symbolsk betydning, at det efter flere mislykkede forudgående forsøg fra SOE’s side endelig lykkedes at afvikle nedkastningerne, og for det andet betød materialerne særligt i form af sprængstoffer, at modstandsbevægelsens aktioner kunne udføres med langt større effekt og præcision, end det hidtil havde været tilfældet. Den bedre våbenforsyning var bl.a. af betydning for udviklingen af Augustoprøret i 1943.   

Hvidsten-gruppen blev afsløret efter arrestationen af to faldskærmsagenter i december 1943, og ved to razziaer mod gruppen i marts 1944 blev alle dens aktive medlemmer arresteret. Blandt de otte medlemmer af gruppen, der blev dømt til døden, var bl.a. Marius Fill selv samt hans søn og svigersøn. Ligeledes blev Marius Fiils datter, Tulle, dømt til døden, men dødsdommen blev siden omstødt. De mandlige arresterede kom til tugthuset Dreibergen i Tyskland, mens Marius Fiils to døtre Gerda på 17 og Tulle på 26 blev indsat i kvindefængslet i Bützow syd for Rostock. Gerda blev imidlertid efter to måneder kaldt tilbage til Vester Fængsel, hvorfra hun blev løsladt i august, mens Tulle først otte måneder senere kom hjem med de hvide busser

Hvidsten-gruppen fik stor symbolsk betydning både under besættelsen og siden hen. Historien om gruppens skæbne kunne bl.a. bruges i den illegale propaganda til at vise, hvor brutal besættelsesmagten var.

  (LAH)

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Jørgen Røjel: Modstandsgruppen Hvidsten. 1984.

 

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Haagen Schmith, Jørgen (Citronen)

 

I de første år efter befrielsen syede danske kvinder i tusindvis af broderier efter et fast mønster. En detalje i mønstret var dæknavnene på to af de mest legendariske medlemmer af modstandsbevægelsen, ”Citronen og Flammen”.

 

Citronen, hed egentlig Jørgen Haagen Schmith. Han var født i 1910 og voksede op i et velhavende hjem i København. Faderen var prokurist og døde i 1919 af den spanske syge. Moderen opretholdt hjemmet og sørgede for en uddannelse til Jørgen og hans to mindre brødre. Jørgen havde dog svært ved at passe et almindeligt borgerligt arbejde, og først i 1936 fandt han et job, der passede ham, nemlig som regissør ved en variete. I 1942 blev han gift, og hans svigerfar skaffede ham arbejde hos Citroën i Sydhavnen, derfor dæknavnet Citronen.

 

I foråret 1943 besøgte Jørgen Haagen Schmith en radioforretning i Istedgade og faldt i snak med indehaveren. Denne var ”Tom” Søndergaard, som dannede den tidligste Holger Danske gruppe på seks mand. Jørgen blev én af gruppens første medlemmer.

 

Citronens første aktion som medlem af Holger Danske var mod hans arbejdsplads Citroën, der normalt havde omkring 20 tyske lastbiler under reparation. Sabotagen mod Citroën fandt sted den 23. juli 1943. På dette tidspunkt havde Citroën netop afsluttet reparationen af en engelsk kampvogn, som var tyskernes krigsbytte efter angrebet på Dieppe. Den engelske kampvogn blev fuldstændig ødelagt og en del lastbiler skadet. Holger Danske-gruppen gennemførte i de næste uger flere aktioner og sluttede med sprængningen af Forum den 24. august. Tyskerne var nu i hælene på gruppen og Citronen måtte tilbringe efteråret i Sverige. Han vendte tilbage i december og deltog sammen med Bent Faurschou-Hviid (Flammen) i angrebet mod Frimurerlogen på Blegdamsvej, hvor Schalburgkorpset havde hovedkvarter.

 

I sensommeren 1944 forsøgte Holger Danske et angreb på Frimurerlogen med to personbiler og en lastbil med 75 kilo sprængstof, der skulle være tilstrækkeligt til at ødelægge bygningen. Desværre havde de tre køretøjer været nødt til at passere bygningen én gang, inden aktionen gik i gang, så vagterne foran indgangen og på bygningens tag var forberedte på et angreb og besvarede modstandsfolkenes første skudsalver så kraftigt, at de måtte trække sig tilbage. Én af angriberne blev dræbt og flere såret.

 

Citronen var meget aktiv i arbejdet med at sende flygtninge til Sverige, og han nåede at sende talrige over inklusive sin egen kone. Sammen med Flammen udførte Citronen adskillige likvideringer af stikkere, og de nåede begge øverst op på Gestapos lister over eftersøgte. Citronen optrådte ofte i dansk politiuniform, og det medførte, at han blev tilbageholdt af tyskerne i forbindelse med politiets arrestation den 19. september 1944. Inden tyskerne nåede at identificere ham, flygtede han og blev under flugten såret i ryggen af et skud. Der blev tilkaldt en ambulance, og en Schalburgmand sendt med for at passe på, at den hårdt sårede ”politimand” nåede frem til tyskernes lazaret på Nyelandsvej. Undervejs lykkedes det Citronen at dræbe Schalburgmanden med skud fra en lille pistol, han havde i sin ene støvle. Ambulancen kørte nu i stedet til Frederiksberg Hospital, hvor Citronen kom under lægebehandling.

 

Så snart Citronens tilstand var stabil, blev han flyttet til en vens hus på Jægersborg Allé, hvor en sygeplejerske passede ham. Vennerne besøgte ham i villaen, og den 14. oktober afleverede Flammen en kuffert med våben og håndgranater, som han ikke kunne medbringe på en forestående rejse til Jylland. Næste dags aften, hvor Citronen var alene i huset sammen med sygeplejersken, trængte to mænd fra Gestapo ind i huset for at tale med husets ejer. Citronen åbnede ild mod dem, og de flygtede ud af huset for at hente forstærkning. Imens så sygeplejersken sit snit til at slippe bort gennem haven. Med Flammens efterladte våben var Citronen stærkt bevæbnet og der udspandt sig nu en flere timer lang ildkamp mellem Citronen og en efterhånden større tysk styrke. Flere tyskere blev dræbt inden Citronen til sidst gik ud af det brændende hus og blev dræbt af flere skud.

 

Den 16. Oktober 1944 meddelte det illegale INFORMATION:

Natten til Søndag blev foretaget en tysk Politiaktion mod Villaen, Jægersborg Alle 184, tilhørende Arkitekt Aage V. Strøm Tejsen. En Mand, der opholdt sig i Huset – ikke Arkitekten, - blev dræbt under Ildkamp og Huset sprængt i Luften og totalt ødelagt.

 

 

Jørgen Haagen Schmith er begravet i Ryvangen.

 (KMA)

 

Litteratur:

Bent Demer: Bogen om Jørgen. Citronen. 1945.

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde I det? 2001.

Ib Damgaard Petersen (red.): Faldne i Danmarks Frihedskamp. 1970.

Jørgen Røjel: Holger Danske rejser sig. 1993.

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

 

 

   

Opdateret 01-07-2009