Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

Udenrigsministeriets Pressebureau udsendte meddelelser om fortrolige sager til dagbladene. Disse er fra 1941. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rationeringerne betød, at man måtte være opfindsom i den daglige madlavning. Denne opskriftsbog udkom i 1940. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Valgprogram oktober 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Valgplakat fra 1943(HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

Nazistisk propaganda med baggrund i oplysningsplakaten nedenfor. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansk frivillig på kamelryg i Ægypten                      (Fra Lene Nilssons artikel)

klik for større billede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Valggavis fra oktober 1945.(HSB)

Klik for større billede.

 

Valgopråb fra oktober 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frit Danmark juni 1944(HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indkøbstilladelse til erhvervsdrivende udstedt af Direktoratet for Vareforsyning i februar 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

Leksikon

D

Dagbladene under besættelsen

Da Danmark blev besat 9. april 1940, stillede den tyske besættelsesmagt krav til den danske regering om, at den skulle føre kontrol med pressen. Der skulle ikke tolereres tyskfjendtlige eller proallierede tendenser i pressen. Herudover måtte pressen heller ikke offentliggøre meddelelser, som på nogen måde kunne skade tyske militære interesser (se censur).

Den danske regering havde ansvaret for at holde pressen under opsyn. Udenrigsministeriets Pressebureau kom til at føre den påkrævede kontrol med pressen. Pressefriheden var indskrænket, men aviserne kunne stadig udkomme. Der blev vedtaget en presseordning 6. maj 1940, som fungerede indtil 29. august 1943. Ordningen var vedtaget frivilligt, og betød at omtale af de tyske tropper, trafikforstyrrelser osv. skulle godkendes på forhånd af pressebureauet. Der var dansk censur på udenlandsstoffet, mens indenrigsstoffet var mere frit. Blev presseordningen overtrådt, medførte det, at sagen blev ført for et pressenævn, som efterfølgende kunne tildele advarsler eller udstede bøder til den pågældende avis, som havde begået overtrædelsen.

Pressebureauet havde altid mulighed for at lave forbud mod omtale af ethvert emne og begivenhed. Der blev sendt vejledninger ud til alle aviser under betegnelsen ”Privat for Redaktionerne. Fortroligt.” På denne måde havde dagspressen retningslinier for, hvad der måtte skrives om i aviserne.

Udenlandsstoffet blev fra 1941 yderligere indskrænket, og forbudene blev samtidig flere for indenrigsstoffets vedkommende. Da tyskerne angreb Sovjetunionen 22. juni 1941, blev det danske kommunistiske dagblad Arbejderbladet efterfølgende forbudt. Tyskerne klagede dagligt over pressen, og sagerne blev ofte ført videre til pressenævnet. Fra 9. april 1940 til 29. august 1943 behandlede nævnet 102 sager, hvor der blandt dem blev givet bøder i 64 sager. Nogle aviser blev tvunget til at lukke i en kortere periode efter tyske klager, og samtidig var der også redaktører, som blev tvunget til at fratræde deres stilling efter at have skrevet tyskfjendtlige artikler.

Efter Augustoprøret 29. august 1943 blev kursen over for pressen strammet, og der blev efterfølgende indført tysk censur. Den nye censur omfattede militært, økonomisk samt politisk stof. Avisernes udenrigsstof var nu helt igennem tysk-præget, og indenrigsstoffet blev pga. censuren mere neutralt.

Da Danmark nærmede sig befrielsen, forstærkedes den tyske censur. Flere aviser fik i en periode forbud mod at udkomme og blev forcensureret. Tyskerne udførte modterror mod pressen fra foråret 1944, hvilket resulterede i, at flere folk fra den danske presse blev myrdet, og at bladhuse blev sprængt i luften ved schalburgtage (tyske gengældelsesaktioner).

På nær det kommunistiske dagblad ”Arbejderbladet” og ”Vejle Amts Avis”, som blev forbudt i 1944, udkom alle danske dagblade under hele besættelsen. Ved befrielsen fungerede den danske presse således stadig.

(HS)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
L. Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen. 1960.
Aage Trommer: Hvor fri var den danske presse under besættelsen?, i Hans Frederik Dahl (red.): Censur og selvcensur i nordisk presse, Oslo 1999, s. 69-84.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Dagligvarerationeringer

Ernæringssituationen blev aldrig et alvorligt problem under besættelsen. I langt højere grad var der tale om, at befolkningen måtte omlægge deres kostvaner, idet animalsk fedt og sukker i vid udstrækning blev erstattet af kulhydrater - især gryn og kartofler. Befolkningens kalorieindtag i form af sukker og fedtstoffer faldt fra 37.000 kalorier til 24.000 kalorier pr. måned i tiden op til 1944, mens indtaget i form af brød, mel, gryn og kartofler steg fra godt 33.000 kalorier pr. måned til ca. 40.000.

Nedenfor ses en oversigt over de vigtigste fødevarerationeringer. Rationeringerne blev justeret krigen igennem, men datoerne angiver, hvornår noget første gang blev rationeret, og hvornår rationeringen endeligt blev ophævet.

  • Sukker: 9. oktober 1939- 24. oktober 1952

  • Kaffe: 1. december 1939 – 1. oktober 1952

  • Margarine: 15. april 1940 – 6. november 1950

  • Franskbrød og sigtebrød: 1. september 1940 – 1. december 1948

  • Rugbrød: 15. september 1940 – 1. december 1948

  • Smør: 8. november 1940 – 6. november 1950

  • Havre – og byggryn: 1. december 1940 – 23. august 1946

  • Salt: 11. februar 1945 – 25. august 1945

  • Kaffeerstatning: 17. februar 1945 – 25. september 1945

Sukker var den første fødevare, som blev rationeret. Det skyldtes, at sukkeret kunne bruges som handelsvare i udlandet, og myndighederne derfor ville sikre en rimelig forsyning. Til gengæld var sukker også en vigtig ingrediens i husholdningen, hvor det bl.a. blev brugt til syltning. Den første sukkerrationering lød på 2 ½ kg. pr. måned pr. person + 1 kilo sukker til syltning, men var i 1943 helt nede på 1 ½ kg. sukker pr. måned - dog igen med en tillægsration til syltning. Nedgangen betød, at sukkerforbruget i den daglige husholdning blev mere end halveret i forhold til førkrigsniveauet. Det var især et problem i forhold til syltningen, som var en almindelig måde at konservere fødevarer på.  

Margarine og smør var rationeret. Margarine forsvandt dog helt fra markedet i løbet af 1941, og smør kom til at fungerede som erstatningen. Den første smørration lød på 350 g. pr. uge, men nåede i juli 1945 ned på 250 g. Til sammenligning kan nævnes, at det gennemsnitlige smørforbrug før krigen lå på ca. 175 g. pr person pr. uge, mens forbruget af margarine havde ligget på ca. 450 g. Selvom der altså reelt blev brugt mere smør under krigen end før, skal man huske på, at det var en erstatning for margarinen, og at det samlede fedtforbrug derfor alligevel faldt. 

Kaffe, te og kakao blev rationeret i 1940 og kunne fra foråret 1942 ikke længere fås. Indtil da havde kafferationen ligget på 50 g. pr. person pr. måned mod et forbrug på 600 g. inden krigen. I stedet for kaffe måtte folk nøjes med erstatningsprodukter lavet af roer, byg og cikorierødder. Disse kunne igen blandes med kaffetilsætninger, der skulle give mere smag, men som i princippet også var lavet af roer mm. - nøjagtig som erstatningsproduktet. Af disse kaffetilsætninger var mærkerne Rich's og Danmarks de kendteste. At erstatningskaffen ikke svarede til den virkelige varer fremgår af, at den i folkemunde kaldtes "løbesod". Løbesod var den sodbelægning, som kunne dannes på indersiden af skorsten ved brug af dårligt brændsel, og som var et udbredt problem under besættelsen. Kaffeerstatningen måtte dog også rationeres i månederne inden befrielsen.

Brød og gryn rationeredes allerede i efteråret 1940. Først blev hvedebrød og mel rationeret og herefter rugbrød og havre- og byggryn. I løbet af 1942 kom bl.a. også hvedekiks og knækbrød til. Den første franskbrødsration lød på 2,4 kg. pr. måned, men nåede i 1942 ned på 1,89 kg., mens rugbrødsrationen var på sit laveste i slutningen af 1940 med 6 kg. pr måned. Særligt hårdtarbejdende personer kunne desuden få ekstrarationer. Inden krigen havde franskbrødsforbruget (omregnet til hvedemel) ligget på 3,8 kg. pr. person pr. måned, mens rugbrødsforbruget (omregnet til rugmel) lå på 3,5 kg. Der var altså – som med forholdet imellem smør og margarine - tale om en omlægning af kosten, således at man spiste mindre franskbrød til fordel for mere rugbrød.

Salt var en af de varer, der måtte rationeres sent - nemlig i begyndelsen af 1945. Rationen lå på 250 g. pr. måned for hele perioden med undtagelse af lige inden befrielsen, hvor den faldt til 125 g.

Kød blev aldrig rigtig rationeret, dog indførtes der forskellige forholdsregler, der skulle begrænse forbruget. F.eks. indførtes der 10. maj 1943 købekort til kød. Det betød, at alle private kødkøb skulle registreres hos slagteren, så der var kontrol med fordelingen. Ligeledes indførtes der i 1941 en kødløs dag på restauranterne. Der var især mangel på flæsk, som var en almindelig del af kosten, ligesom der periodevis var mangel på svinekød.

Det var ikke kun kød, der aldrig blev rigtig rationeret. Det samme gjaldt kartofler, og også æg og ost kunne købes uden mærker. Det betød dog ikke, at der aldrig var mangel på disse varer. I stedet blev fedtindholdet i bl.a. ost og mælk sænket, således at man generelt havde med mere magre produkter at gøre.

(Læs også om rationeringssystemet og brændselsrationeringer.)

(LAH)

Litteratur:
Erik Kjersgaard: Danmark under Besættelsen. Danskernes dagligliv 1940-45. 1995.    Gads leksikon om dansk besættelsestid. 2002.
Helge Larsen og Bo Bramsen (red.): Besættelsens hvem, hvad hvor. 1965.
Paul Hammerich: Skindet på næsen. 1983.
Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen. 1971.
Vareforsyning og Varefordeling under den tyske besættelse. 1948.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Danmarks Kommunistiske Parti/DKP

Pga. Hitler-Stalinpagten fra august 1939 indtog DKP i besættelsens begyndelse den holdning, at krigen var en imperialistisk krig, som ikke vedkom partiets ideologiske og politiske mål. Man angreb i den kommunistiske presse vestmagterne og især Storbritannien som den aggressive faktor. Efter Frankrigs fald i juni 1940 ændredes kursen til en mere almen afstandtagen fra krigen. Men tyngdepunktet i partiets virksomhed blev kampen mod samarbejdspolitikken og den forringelse af arbejdernes vilkår, den resulterede i, og kritikken rettedes især mod Socialdemokratiet og fagbevægelsens ledere. Med det tyske angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941 blev DKP’s syn på krigen totalt ændret. Fra nu af gjaldt parolerne den antifascistiske og nationale modstandskamp. Samtidig krævedes der fra tysk side arrestation og internering af ledende kommunister. Regering og Rigsdag (se Politik under besættelsen) bøjede sig, og med den såkaldte Kommunistlov af 22. august 1941, der forbød partiet, blev interneringerne legaliseret. Ca. 150 af de internerede kommunister blev i oktober 1943 deporteret til koncentrationslejren Stutthof, hvor o. 20 omkom.

Det illegale DKP formåede allerede fra juli 1941 at udsende de første illegale blade. Det var også DKP, der organiserede den første sabotagevirksomhed fra sommeren 1942. Men først efter det britiske angreb på B&W i januar 1943 identificerede partiet sig åbent med sabotagen. Partiet var også den organiserende kraft bag folkestrejkerne i august 1943 (se Augustoprøret), der førte til samarbejdspolitikkens formelle ophør. Da Frihedsrådet blev dannet i september, 1943 indgik kommunisterne som den ene af de fire centrale modstandsorganisationer. Børge Houmann blev DKP’s repræsentant. Også modstandsgruppen BOPA var udsprunget fra DKP. Efter folkestrejken i København sommeren 1944 blev der fra partiets side stillet krav om, at en befrielsesregering skulle have deltagelse af modstandsbevægelsen. I Frihedsrådets pjece Naar Danmark atter er frit fra november 1943 skitseredes de politiske mål og kravet om udrensning og afstraffelse af landsforrædere. Sammen med Dansk Samling fremlagde partiet i Frihedsrådet et fælles socialt og økonomisk program, der skulle holde sammen på modstandsbevægelsen og sikre den en valgsejr, men forslaget faldt på modstand fra Frode Jakobsen.

DKP søgte i spørgsmålet om modstandsbevægelsens eventuelle politiske rolle i efterkrigstiden uden held at skabe grundlag for en videreførelse af modstandskampens folkefront, som Frihedsrådet var udtryk for. Med pjecen Folkets Vilje – Landets Lov fra december 1944 fremlagdes partiets efterkrigsprogram baseret på en strategi for en fredelig magtovertagelse ved hjælp af demokratiske institutioner båret igennem af modstandsbevægelsen og et socialistisk enhedsparti. Allerede i juni 1943 havde partiet udsendt en opfordring til fælles kamp mod nazismen, først og fremmest henvendt til Socialdemokratiet, og i februar 1944 førtes reelle forhandlinger om en sammenslutning af de to partier. I august 1945 brød enhedsforhandlingerne med Socialdemokratiet endeligt sammen. DKP fik i befrielsesregeringen trafikministerposten og en minister uden portefølje dvs. uden fastlagt fagområde.

Medlemstallet steg fra 5.819 1. februar 1941 til 60.144 31. december 1945, og Oktobervalget 1945 gav partiet 18 mandater, først og fremmest taget fra Socialdemokratiet. Men sejren skulle blive kortvarig. I løbet af 1946-47 blev den pga. partiets nære tilknytning til Sovjetunionen skudt i sænk af den kolde krig.

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Svend Rybner: Cirklens kvadratur. DKP under besættelsen. I Joakim Lund (red.): Partier under pres – demokratiet under besættelsen. 2003, s. 229-258.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Danmarks National Socialistiske Arbejderparti/DNSAP

DNSAP blev grundlagt i november 1930. Medlemmerne kom hovedsagelig fra landbruget og byernes middelklasse. I 1933 blev lægen Frits Clausen leder af partiet.
DNSAP var ekstremt nationalistisk, og mærkesagerne var et stærkt forsvar til bevarelse af landets selvstændighed og kravet om at få Sydslesvig tilbage til Danmark.
I 1930’erne førte DNSAP oppositionspolitik, ikke bare til regeringen men til stort set alle øvrige partier. Hovedkravet var afskaffelse af demokrati og parlamentarisme. Det var der andre bevægelser og partier, der var enige i, men ingen støttede sig i samme grad som DNSAP på den tyske nazisme i argumentationen. Målet var at indføre nationalsocialisme i Danmark.
Når forholdet til de tysk nazistparti NSDAP alligevel var dårligt indtil besættelsen, skyldtes det uenighed om grænsespørgsmålet. NSDAP og det tyske mindretal ønskede grænsen rykket mod nord, og DNSAP ønskede den rykket mod syd.
Særlige dansk-nazistiske islæt i partiet var troskab over for kongehuset og tilslutning til folkekirken. Antisemitismen blev nedtonet, fordi man vidste den var upopulær i Danmark, men udenlandske flygtninge og emigranter blev lagt for had pga. deres påståede nasseri på det danske samfund.
Selv om der var andre grupperinger og partier, der var enige i dele af DNSAP’s idegrundlag, forblev partiet isoleret i dansk politik bortset fra et vist samarbejde med Bondepartiet. 

Medlemstallet var i 1939 ca. 5000, og ved folketingsvalget fik partiet 33.000 stemmer og tre mandater (1,8 %).  

Besættelsen kom ligeså overraskende for DNSAP som for de fleste andre danskere. Partiet støttede på ingen måde det forhold, at Danmark uden at forsvare sine grænser havde indvilget i at lade sig besætte af en fremmed magt (se 9. april). DNSAP kunne ikke acceptere samarbejdspolitikken, og 10. april proklamerede Frits Clausen, at regeringen burde træde tilbage og overlade magten til DNSAP. 

Besættelsesmagten havde ingen interesse i en nazificering af Danmark på dette tidspunkt. Landet blev betragtet som venligsindet og skulle først og fremmest fungere som trinbræt til Norge. Ikke desto mindre så DNSAP ved besættelsen en mulighed for at nærme sig regeringsmagten. Derfor bestræbte partiet sig på at opnå gode kontakter i besættelsesmagten, og allerede sidst i maj blev der indgået en aftale med SS om at hverve folk til tysk krigstjeneste.
Sammen med LS og Bondepartiet håbede DNSAP at kunne tiltvinge sig regeringsmagten, men forventningerne blev hurtigt gjort til skamme.
Indtil 1940 havde partiet ikke modtaget støtte fra Tyskland. Fra august 1940 begyndte der at tilflyde partiorganisationen store pengemidler fra det tyske gesandtskab. Fra tysk side var formålet ikke at støtte en evt. dansk nazistisk regering, men man ønskede at støtte udbredelsen af nazistiske ideer i landet. I oktober indledte DNSAP en storstilet propagandakampagne mod regeringen. Man kritiserede dens holdning 9. april og krævede regeringens afgang.
Men NSDAP opnåede ikke mere indflydelse i dansk politik, og besættelsesmagten synes hurtigt at have indset fordelen ved fredeligt samarbejde med den siddende regering. 

For at hindre store nazistiske møder havde regeringen i besættelsens første dage indført mødeforbud. Det blev overtrådt flere gange af DNSAP. På et møde i Roskilde i juni 1940 opstod der efterfølgende slagsmål mellem politiet og nazister. Her kom tyske soldater nazisterne til undsætning, og politiet måtte trække sig tilbage. Derefter forbød den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark de tyske soldater at deltage i politiske møder. 

DNSAP’s position svækkedes bl.a. pga. interne stridigheder om fordelingen af poster i partiet. Et af folketingsmedlemmerne forlod partiet i februar 1941 til fordel for det nyoprettede Dansk Folkeparti.
Med til at holde modet oppe hos Frits Clausen var den tyske økonomiske støtte, og at partiet efter 9. april 1940 havde oplevet en fordobling af medlemstallet til ca.10.000 ved årsskiftet 1940/41. Tilgangen skyldtes dels utilfredshed med samlingsregeringen, dels de overbevisende tyske sejre i sommeren 1940. Medlemmerne rekrutteredes nu overvejende fra arbejderklassen.
I foråret 1943 nåede partiet op på godt 22.000 medlemmer.
Men DNSAP’s politiske muligheder blev bl.a. svækket af, at samlingsregeringen (se Samarbejdspolitikken) på visse områder førte den politik som DNSAP gerne ville have stået for. Det gælder ikke mindst forholdet til kommunisterne (se DKP) og sabotagebekæmpelsen.
En af DNSAP’s få sejre var, at partiet stod for den officielle hvervning af frivillige til tysk krigstjeneste og kom til at dominere Frikorps Danmark.  

Rigsbefuldmægtigede Werner Best ændrede imidlertid på korpsets karakter. Det nye korps, Schalburgkorpset, skulle være upolitisk, et rent tysk redskab og fri af DNSAP’s indflydelse. Clausen forbød forgæves DNSAP-medlemmer at tilslutte sig Schalburgkorpset, og DNSAP var nu i åben konfrontation med besættelsesmagten. 

Ved folketingsvalget i marts 1943 opnåede DNSAP 43.000 stemmer (2,1 %). Pga. den større valgdeltagelse gav stemmetallet fortsat kun tre mandater. På det tidspunkt var medlemstallet nået op på ca. 20.000, og den beskedne fremgang ved valget var et personligt nederlag for Frits Clausen. Dagen efter opsagde han samarbejdet med SS og frasagde sig tysk økonomisk støtte for at indrette sig på en rent dansk kurs. 

Regeringens afgang 29. august 1943 blev skæbnesvanger for partiet. Mange medlemmer blev udsat for overfald, og butiksejeres forretninger blev plyndret og brændt. Der var ikke længere en regering at kritisere, og partiet var uden mulighed for selv at opnå politisk indflydelse. I september mistede partiet 800 medlemmer, i oktober yderligere 500.
Den 30. september meddelte Frits Clausen uden at trække sig tilbage som leder, at han meldte sig til tysk krigstjeneste.
Han blev sendt til et lazaret i Minsk, hvorfra der bl.a. på initiativ af Werner Best blev spredt rygter om Clausens alkoholisme og om seksuelle overgreb. DNSAP afsatte ham som partileder, men det lykkedes senere for Frits Clausen at blive renset for beskyldningerne i partiet.
Efter intern splittelse samledes partiet 15. marts 1944 under ledelse af C.O. Jørgensen, der søgte at lægge afstand til besættelsesmagten, men partiet blev i stigende grad identificeret med Hitlertyskland.
Ved befrielsen havde DNSAP stadig 12.000 medlemmer. Flere af partiets topfolk var blevet likvideret af modstandsbevægelsen, og ved befrielsen 4. maj blev nazisterne jaget vildt. (se retsopgøret)
DNSAP eksisterede ikke mere, og det har ikke siden været anset for nødvendigt at forbyde partiet.

(MJ)

Litteratur:
John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 – og derefter. 2002. 
John T. Lauridsen: En nazistisk genrejsning af Danmark? DNSAP som oppositionsparti 1940-45. I Joachim Lund: Partier under pres – demokratiet under besættelsen. Kbh. 2003, s.258-290. 
Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister: det politiske forhold mellem tyske myndigheder og nazistiske kredse i Danmark 1940-43. Kbh. 1970.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Danske frivillige i britisk militærtjeneste 1945-1948 

Ca. 2500 danske frivillige gjorde i perioden 1945-1948 tjeneste i britisk militær. De var udstationeret i 19 forskellige lande, hvor de deltog i den britiske hærs forskellige opgaver. De frivillige blev udsendt, efter at den danske stat i eftersommeren 1945 havde oprettet et rekrutteringskontor i København. I alt meldte sig 11.605 unge mænd. Heraf blev 5.303 sendt på session. Der blev afholdt sessioner rundt om i landet, således at alle kunne nå frem og hjem igen samme dag.. Kravene til ansøgernes fysik var høje. Kun de bedst egnede blev sendt til uddannelse i Storbritannien. Størstedelen af de frivillige var i alderen 18-25 år. Alle danske frivillige blev hjemsendt i 1948. 

Udsendelsen af de frivillige var en udløber af Danmarks særlige stilling under krigen. (Se samarbejdspolitikken). John Christmas Møller, der opholdt sig i London, arbejdede for, at Danmark kunne blive optaget blandt de allierede efter befrielsen. Han gav over for de britiske myndigheder bl.a. tilsagn om, at danskere skulle deltage i krigen mod Japan under britisk kommando.

Da krigen mod Japan sluttede 15. august 1945 havde flere hundrede unge mænd henvendt sig til de danske myndigheder for at deltage i krigen. Udenrigsminister Christmas Møller, der var blevet udenrigsminister i Befrielsesregeringen, havde i juni optaget forhandlinger med briterne om de frivillige, og en aftale var reelt på plads, da Japan kapitulerede. Briterne erklærede sig nu villige til at optage danske frivillige under betingelse af, at de kunne udsendes hvor som helst i det britiske verdensrige. Befrielsesregeringen godkendte beslutningen, og rekrutteringskontoret blev oprettet.  

Offentliggørelsen af beslutningen 4. sept. gav anledning til en livlig debat i rigsdagen, hvor repræsentanter for Retsforbundet, Radikale og Venstre kritiserede beslutningen. De var utilfredse med, at beslutningen var truffet uden at være forelagt rigsdagen, at den altså havde været unddraget parlamentarisk kontrol. Desuden mente kritikerne ikke, at Danmark var forpligtet til at sende unge mænd ud af landet, når der var mangel på arbejdskraft. Endelig hævdede kritikerne, at hvervning til fremmed militærtjeneste var i strid med straffeloven.                                                                                   Regeringen forsvarede sig bl.a. med, at der ikke var tale om hvervning til en fremmed nation, idet Storbritannien efter Danmarks indtrædelse i FN var allieret. Desuden mente man fra regeringens side, at Danmark stod i moralsk gæld til de britiske befriere.          De frivillige blev betragtet som et kærkomment signal om Danmarks vilje til at yde sit bidrag til de allierede.  

I modsætning til f.eks. de danske frivillige på Østfronten (Se Frikorps Danmark) blev de 2500 danskere ikke samlet i en enhed, men blev spredt på 42 forskellige regimenter rundt om i verden og deltog i mange forskellige opgaver. Flere steder bevogtede de tyske krigsfanger og deltog i nedkæmpelsen af oprørsgrupper.                                             Ved årsskiftet 1946-47 fremkom der i den danske presse kritik af, at danske frivillige var tvunget til at gøre tjeneste i Palæstina og Grækenland.                                                   I Palæstina blev de danske frivillige involveret i den blodige konflikt mellem arabere og jøder. En af de ubehagelige opgaver var at forhindre jødiske bådflygtninge i at komme i land i det overfyldte Palæstina.                                                                                     I Grækenland deltog danskerne i den græske regeringshærs bekæmpelse af kommunistiske partisaner, der under krigen havde udgjort den græske modstandsbevægelse mod den tyske værnemagt.  

Dagbladene ”Land og Folk” og ”Politiken” hævdede, at det var et brud på den aftale, der var indgået med briterne om de frivillige, og aviserne berettede om et stort antal desertører. Ifølge kontrakten havde de frivillige forpligtet sig til at gøre tjeneste ”hvor som helst i det britiske verdensrige”, og hverken Palæstina eller Grækenland var en del af det britiske imperium. Den danske regering valgte at ignorere kritikken, bl.a. med henvisning til, at beslutningen var truffet af den foregående regering. 

Den begejstring for og taknemmelighed over for briterne, der kendetegnede den umiddelbare efterkrigstid, hvor de frivillige blev hvervet, svandt hurtigt ind, og de frivillige har efterfølgende ikke fra dansk officiel side modtaget nogen anerkendelse af deres indsats.   

                                                                                                                          (MJ)                            

Litteratur:                                                                                                               Hvor som helst i det britiske verdensrige – danske frivillige i britisk tjeneste 1945-48.   Red. Peter Viggo Jacobsen og Rasmus Mariager. Kbh. 2006.                                      Lene Nilsson: Danske mænd i den engelske hær 1945-1948. I Siden Saxo nr. 1, 22, 2005 s. 4-15.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Dansk Samling

Partiet blev stiftet 18. oktober 1936. Idegrundlaget var formuleret af Arne Sørensen i bogen Det moderne Menneske. Grundtanken var en fællesskabsideologi med rod i kristendommen og Grundtvigs tanker om folk og nation. Partiet var i lighed med samtidige fascistiske bevægelser antiparlamentarisk. Man anså demokratiet med politiske partier, der repræsenterede enkeltgruppers interesser, for uegnet til at varetage helhedens interesser. Men der var intet voldeligt forbundet med partiets politiske ideer og metoder. Idealet var den måde, demokratiet fungerede på i 1800-tallet, hvor statsmagten var mere selvstændig i forhold til parlamentet, og de enkelte parlamentarikere fremstod som enkeltpersonligheder frem for som partirepræsentanter. Nationalsocialismen blev af partiet betragtet som et nybrud i lighed med det, som Dansk Samling selv var fortaler for. Men man kritiserede nationalsocialismen for kun at tage udgangspunkt i et nationalt fællesskab – ikke i kristendommen.

I 1930’erne nåede medlemstallet ikke over 1500. Medlemmerne var overvejende yngre funktionærer, lærere, præster og studerende. Knap 1/5 var kvinder. I 1938 deltog partiet i et mislykket forsøg på at etablere et højre-samarbejde ”Den nationale Liga” sammen med nazistiske og stærkt højreorienterede grupperinger. Samlet karakteriseres grupperingerne som ”genrejserbevægelser”. Ved folketingsvalget i 1939 opnåede Dansk Samling kun 0,5 % af stemmerne, og i vinteren 1939/40 var partiet på vej mod opløsning.

Besættelsen 9. april betragtede partiet som en bekræftelse på det danske demokratis afmagt over for nazismen, der skulle bekæmpes med et selvstændigt dansk alternativ, en national samlingsbevægelse. Sammen med Højgaardkredsen forsøgte partiet forgæves at formå kongen til at udnævne en ny handlekraftig regering ubundet af partierne, som kunne forestå et ligeværdigt samarbejde med tyskerne i stil med Vichy-regeringen i Frankrig. Af frygt for at bringe de danske nazister til magten, hvis der blev lagt offentligt pres på regeringen, valgte Arne Sørensen i begyndelsen af 1941 at opgive bestræbelserne på at få udskiftet regeringen og erklærede partiet loyalt over for den siddende regering. Partiet forblev dog kritisk over for samarbejdspolitikken og støttede i 1941-42 historikeren Vilh. La Cour. Partiet distribuerede halvillegalt pjecer med la Cours foredrag. Pjecen Ord til os i dag gav hæftestraf til la Cour og Arne Sørensen.

Ved årsskiftet 1942/43 var medlemstallet på 2500, i april 1943 3000. Dansk Samling deltog i valget i marts 1943 i protest mod Scavenius’ linie, men opnåede kun tre mandater, på trods af at Christmas Møller over BBC anbefalede partiet. Hvor partiet i 1940 havde ønsket en upolitisk regering, der kunne optræde på lige fod med tyskerne, forsøgte folketingsrepræsentanterne nu at lægge en dæmper på regeringens samarbejdsvilje. Man betragtede tyskernes nederlag som nært forestående, og partiet arbejdede på at skaffe sig et godt udgangspunkt for efterkrigstidens politiske kamp. Dansk Samling var også i foråret 1942 blevet involveret i egentligt illegalt arbejde. Partiet var engageret i arbejdet med modtagegrupper i SOE-regi. I 1943 opnåede partiet kontakt til den første Holger Danske-gruppe, og Holger Danske II havde flere Dansk Samling-medlemmer.

I forbindelse med undtagelsestilstanden 29. august 1943 blev flere medlemmer interneret, og Arne Sørensen måtte gå under jorden. Da Frihedsrådet blev oprettet i september 1943 var Dansk Samling repræsenteret, men først i december 1943 indtrådte Arne Sørensen, som havde været skeptisk over for den kommunistiske indflydelse i Frihedsrådet. Han opnåede ikke den samme indflydelse som Ringens og Frit Danmarks repræsentanter. Et forslag fra Dansk Samling og DKP om et fælles efterkrigsprogram strandede.

Dansk Samling udgav det legale tidsskrift Det tredje Standpunkt, og først efter 29. august 1943 udsendte partiet illegale blade. Indtil november 1944 hed Dansk Samlings illegale blad Niels Jydes Breve. Derefter hed det Morgenbladet, der indtil befrielsen udkom seks dage om ugen. Den illegale presse blev finansieret ved udgivelse af illegale bøger. Danske Samlings indflydelse både i Holger Danske og den jyske modtageorganisation blev svækket i løbet af 1944 pga. arrestationer og dødsfald. Partiet opbyggede ikke en samlet ledelse af det illegale arbejde. Medlemmerne var involveret i forskellige gruppers aktiviteter. Partiorganisationens andel i modstandsarbejdet bestod i at tilbyde kanaler for igangsætning, rekruttering og kommunikation.

I befrielsesregeringen blev Arne Sørensen kirkeminister og Kristen Juul Christensen minister uden fagområde. Partiet blev isoleret i regeringen, fordi det ønskede Sydslesvig tilbage til Danmark, selv om man i regeringsgrundlaget var gået med til, at grænsen lå fast. Ved Oktobervalget forøgedes mandattallet kun til fire, og interne stridigheder og økonomiske problemer var medvirkende til, at partiet mistede sin folketingsrepræsentation i 1947.

Dansk Samling er i dag reduceret til et parti med nogle hundrede medlemmer, hvis mærkesag er kampen mod EU-integration. Læs mere www.dksamling.dk

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Henrik Lundbak: Staten stærk og folket frit. Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936-47. 2001.
Henrik Lundbak: "Her må vi holde vor sti ren." I Joachim Lund (red.): Partier under pres - demokratiet under besættelsen. 2003, s. 202-229.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

D-dag

D-dag er det navn der normalt forbindes med 6. juni 1944, hvor Operation Overlord  blev påbegyndt. Operation Overlord dækkede over de allieredes landgang i Normandiet i det nordlige Frankrig. Operationen var vellykket og er den største amfibieinvasion nogensinde. En amfibieinvasion er en landsætning af hærstyrker på fjendtlige kyster ved hjælp af søtransport, og som oftest også ved hjælp af luftbårne styrker. Inden 6. juni var omme, var ca. 150.000 tropper blevet landsat. De allierede mistede ca. 5000 mand, og det formodes at tyskerne mistede ca. 4000. 800 danske søfolk deltog i slaget på de allieredes side. D-dag blev et vendepunkt i krigen, da invasionen var et gennembrud for en vestfront mod tyskerne.

(HSH)

Litteratur:
Anden verdenskrig: leksikon. 2004.
Henning Poulsen og Aage Trommer: Den anden verdenskrig. 1995. 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Den danske Brigade 1943-1945

Den danske Brigade opstod i Sverige i efteråret 1943 og skulle fungere som en dansk eksilstyrke, der kunne indsættes for at afværge det kaos, der måtte opstå, når tyskerne kapitulerede. Flere ledende danske politikere var bekymret for, hvorvidt det ville være muligt at opnå kontrol over situationen ved en tysk kapitulation. Bekymringen var steget, efter at den tyske værnemagt under Operation Safari havde opløst den danske hær og flåde. Denne bekymring var en af hovedårsagerne til, at flere danske politikere støttede ideen om en dansk brigade i Sverige. Fra dansk side rettede man henvendelse til flere svenske toppolitikere bl.a. statsminister Per Albin Hansson og anmodede om materiel støtte til at etablere en dansk brigade i Sverige. Den svenske regering gav tilladelse til en etablering af Den danske Brigade på svensk jord og imødekom ansøgningen om materiel støtte dog ikke i den størrelsesorden, som man fra dansk side havde tænkt sig.

Etableringen af Den danske Brigade i Sverige begyndte i efteråret 1943, og i november samme år blev ledelsen af Brigaden underlagt generalmajor Knudtzon. Generalmajor Knudtzon havde fra København fået klare instrukser om, hvilke opgaver han skulle varetage i Sverige. Instrukserne lød bl.a. på at samle de danske befalingsmænd fra hær og flåde, der opholdt sig i Sverige, og uddanne dem til at kunne varetage en krisesituation ved en tysk kapitulation, tage kommandoen over den danske flådestyrke i Sverige og endelig gennem forhandlinger med de svenske myndigheder søge at anskaffe ammunition og våben til en styrke på ca. 50.000 mand. De svenske myndigheder så sig imidlertid ikke i stand til at stille våben og ammunition til en styrke på 50.000 mand til rådighed, men gav i stedet et tilsagn om materiel hjælp til en styrke på ca. 2500 mand.
Brigaden fik af de svenske myndigheder tildelt Sofielund som sit første hjemsted et område, der var placeret tilpas afsides, så det ikke ville tiltrække for megen opmærksomhed. I vinteren 1943-1944 påbegyndte man opbygningen af de barakker, der skulle huse Den danske Brigade, og i området omkring lejren opbyggede man bl.a. skydebaner og nærkamphuse til træning i bykampe.
Ved årsskiftet 1943-1944 var Brigadens mandskabsstyrke på ca. 200 mand, men i løbet af 1944 steg styrken, og i april 1945 nåede Brigaden op på ca. 3000 mand. For at indgå i Brigaden var der flere optagelseskrav, der skulle opfyldes. Man skulle være mandlig, ustraffet dansk statsborger og ikke have været i forbindelse med den tyske besættelsesmagt eller det danske nazistparti DNSAP.  

I de seneste år har der været en øget fokus på antisemitismen i Brigaden, og i hvilket omfang denne var udbredt. Andelen af jøder i Brigaden var begrænset. Der findes udtalelser fra ikke-jødiske brigademedlemmer bl.a. i flygtningebladet Friheden, der tyder på, at disse var af den opfattelse, at jøderne ikke ønskede at være en del af Brigadens fremtidige kamp mod tyskerne, fordi disse kun var interesseret i at varetage egne interesser. Fra dagbogsoptegnelser vides det også, at antisemitismen blandt officererne var tilstede. Det er svært at måle graden af antisemitisme, hvorfor det også er svært at belyse den i sin helhed i Brigaden. Der er dog flere indikationer, der peger i retning af, at den var tilstede i Brigaden. 

I krigens sidste halvandet år trænede Den danske Brigade til den krigsmæssige operation, som skulle udføres, når tyskerne kapitulerede. Men fordi kapitulationen 4. maj 1945 foregik forholdsvis fredeligt – syv blev dræbt - blev overførslen af Brigaden fra Sverige til Danmark ikke efterfulgt af nogen krigsmæssig operation. Brigaden blev i stedet i månederne efter kapitulationen brugt til at varetage forskellige bevogtningsopgaver, bl.a. bevogtede de den dansk-tyske grænse.

I juli 1945 blev Den danske Brigade 1943-1945 opløst.

(CMC)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945.
2002.
Knud J.V. Jespersen: Antisemitismen i Den danske Brigade i Sverige? in  Mogensen, Michael (red.): Antisemitisme i Danmark? 2001.
Knud J.V. Jespersen: Brigaden – Den danske Brigade i Sverige 1943-1945. 1993.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Direktoratet for Vareforsyning

Direktoratet for vareforsyning stod for administrationen af rationeringssystemet. Rationeringssystemet var sammen med priskontrollen del af en meget omfattende statslig styring af samfundsøkonomien, som fandt sted under og i årene efter den 2. Verdenskrig. Vareforsyningsloven, som var en bemyndigelseslov, udgjorde basis for systemet. Den blev vedtaget 3. august 1940, og den gjorde det bl.a. muligt for handelsministeren at regulere landets udenrigshandel, produktion og varefordeling. Målet var så vidt muligt at blive selvforsynende, således at man kunne sikre den danske økonomi.

Til at forvalte den nye lov oprettedes Vareforsyningsrådet 10. august 1940. Rådet havde handelsministeren som formand og var et mødested for erhvervslivet og den offentlige administration. Her samarbejdede man om udformningen af vare- og prisreguleringer. Selve administrationen af loven blev dog varetaget af Direktoratet for Vareforsyning, der oprettedes samtidig, og som fortsatte med at eksistere helt frem til 29. februar 1960. Direktoratets opgaver bestod bl.a. i at styre eksport og import af varer og råstoffer, at beslutte hvilke og hvor mange varer, der måtte produceres inden for bestemte brancher og at administrere rationeringerne – herunder dagligvarerationeringer og brændselsrationeringer.

Direktoratet havde mellem 1300 og 1600 ansatte og ekspederede ugentligt 50.000 enkeltsager. Det var opdelt i syv ekspeditionskontorer, et juridisk kontor og et toldkontor. Det var fordelingskontoret - det femte af de syv kontorer - som tog sig af at administrere rationeringssystemet. Erik Lindgren var besættelsen igennem direktør for direktoratet.

Under besættelsen og umiddelbart efter befrielsen havde befolkningen en rimelig forståelse for nødvendigheden af reguleringspolitikken, selvom mange oplevede store frustrationer over de mange reguleringer i dagligdagen. Men fra slutningen af 1940’erne kom der større pres på politikerne for at få ophævet begrænsningerne. Det ledte til flere politiske konflikter op igennem 1950’erne, og i befolkningen talte man om "Direktoratet for Vareforvirring" pga. det store bureaukrati.

(LAH)

Litteratur:
Erik Kjersgaard: Danmark under Besættelsen. Danskernes dagligliv 1940-45. 1995.
Gads Leksikon om dansk Besættelsestid. 2002.
Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen. 1971.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Dönitz, Karl (1891-1980)

Blev øverstkommanderende for den tyske marine i 1943. Hitler udnævnte Dönitz til sin efterfølger kort før sin død 30. april 1945. Den 1. maj 1945 flyttede Dönitz det tyske hovedkvarter til Flensborg og påbegyndte en etapevis kapitulation, der skulle trække tiden ud og dermed give mulighed for, at så mange civile og militærfolk som muligt blev evakueret fra østfronten. Efter totalkapitulationen i Europa 8. maj 1945 blev Dönitz 23. maj samme år arresteret og blev ved Nürnbergprocesserne i 1946 idømt 10 års fængsel.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

   

kontakt.html#Mona_Jensen

Opdateret 19-12-2008